Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Kunstnere inviteres til Vadehavet

07-12-2016

Nationalpark Vadehavet arrangerer et ophold for én eller en lille gruppe af kunstnere.

Fotomanipulation af luftfoto af Skallingen. Fotoet er taget af Lars Gejl.

Bag initiativet står nationalparkens kunstudvalg, som opfordrer alle former for kunstnere til at søge med dette såkaldt open call. Kunstneropholdet er planlagt til at være to uger i april, og der er ansøgningsfrist den 11. januar.

Nationalpark Vadehavet tilbyder i foråret 2017 et to ugers ophold i nationalparken for kunstnere, der ønsker at kunne arbejde og fordybe sig i Vadehavets landskaber, natur og kultur.

Tidspunkt for opholdet vil være mandag den 17. april til søndag den 30. april 2017.

Opholdet kan tildeles en enkelt eller en mindre gruppe af samarbejdede kunstnere, der vil udtrykke sig kunstnerisk med Vadehavet som inspirationskilde.

Kunstnere inden for alle kunstretninger (billedkunst, musik, dans, forfattervirksomhed m.m.) opfordres til at søge.

Nationalparken Vadehavet vil i de kommende år tilbyde kunstnerophold hvert andet år. Den fysiske base for opholdet vil skifte fra gang til gang.

Den valgte kunster(gruppe) indlogeres i 2017 i et feriehus på Rømø.

Nationalpark Vadehavet lægger vægt på, at opholdet resulterer i et værk, der kan præsentere offentligheden for områdets karakter, kvaliteter eller udfordringer på en måde, der vil vække til eftertanke og refleksion. Det forventes, at kunstneren/kunstnerne indgår i en dialog med nationalparken om, hvordan en udstilling, performance eller anden præsentation af værket senere planlægges og gennemføres.

Det er således ikke en betingelse af arbejdet færdiggøres i forbindelse med opholdet, men at værket efterfølgende udstilles eller fremføres i området.

I løbet af opholdet skal kunstneren/kunstnerne desuden være indstillet på at medvirke ved et ”åbent hus”-arrangement for lokale kunstnere og kunstinteresserede fra vadehavsområdet

Udover opholdet støtter Nationalpark Vadehavet med diæter eller bespisning og vil være behjælpelig med transportmuligheder rundt i nationalparkområdet.

Ansøgningen skal indeholde en beskrivelse af, hvad arbejdsopholdet ønskes anvendt til, hvilket værk/værker der forventes produceret i forbindelse med opholdet samt tanker om, hvorledes værket tænkes præsenteret. Beskrivelsen må maksimalt fylde to A4-sider. Ansøgningen skal desuden indeholde cv for alle deltagende kunstnere.

Ansøgning sendes per mail til og skal være Nationalpark Vadehavet i hænde senest onsdag den 11. januar 2017.

Skriv gerne kunstnerophold i mailens emnefelt.

Ansøgere kan forvente svar inden den 1. februar 2017

Yderligere spørgsmål kan rettes til kommunikationskonsulent Jens L. Hansen, Nationalpark Vadehavet, på mail eller på telefon 7254 3620.