Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Specialist i Verdensarv, kultur og internationalt vadehavssamarbejde

01-08-2017

Nationalpark Vadehavet har ansat Anne Husum Marboe som udviklingskonsulent. Hun skal især arbejde med udvikling af kultur og kulturturisme i nationalparken og UNESCO Verdensarven samt det internationale vadehavssamarbejde.

Anne Husum Marboe - web
Anne Husum Marboe begynder sit nye job i nationalparksekretariatet den 1. september. Privatfoto

 

Nationalpark Vadehavet har pr. 1. september ansat Anne Husum Marboe som udviklingskonsulent med ansvar for udvikling af kultur og kulturturisme i nationalparken og UNESCO Verdensarven.

Anne Husum Marboe er uddannet historiker og miljøtekniker og kommer fra Naturstyrelsen, hvor hun senest var direktionssekretær og tidligere havde ansvar for vadehavssamarbejdet mellem Tyskland, Holland og Danmark. Der før har hun bl.a. været museumsinspektør, forsker, leder for en entreprenørvirksomhed mv. Så det er en virkelig kapacitet, som nationalparken har tiltrukket til opgaverne.

Sekretariatsleder Peter Saabye Simonsen er da også svært tilfreds:

”Jeg er glad for, at Anne har valgt os i nationalparken. Vi kunne helt enkelt ikke have fået en stærkere medarbejder på disse opgaver. Annes kompetencer er helt unikke til disse opgaver, hun kender Vadehavet, Verdensarven og alle dem, som vi samarbejder med, besidder en kæmpeviden og er i øvrigt en gevinst i sig selv.”

Jobbet blev søgt af 70 ansøgere i er stærkt felt, hvoraf forbavsende mange var relevante ansøgere med jobs i internationale organisationer fra hele verden.

Konkret skal Anne Husum Marboe være projektleder for nationalparkens udviklingsaktiviteter i det grænseoverskridende Interreg Va-projekt, Natur og Kultur i Verdensarv Vadehavet (NAKUWA), som udover kulturturisme også dækker vandrer-, fugle- og cykelturisme samt bæredygtig mobilitet. Hertil kommer, at hun skal overtage en række opgaver i verdensarvssamarbejdet med Tyskland og Holland for nationalparken, og det er netop disse opgaver og Vadehavet, som er årsagen til at Anne siger et topjob op i Naturstyrelsen. Hun udtaler:

”Mit hjerte banker for Vadehavet. Og selvom det er svært at forlade et meget spændende job, så er udviklingsopgaverne for nationalparken kombineret med det trilaterale vadehavssamarbejde og Verdensarven så meget mit hjertebarn, at jeg må prøve det af.”

Der bliver nok at tage fat på for Anne Husum Marboe, når hun starter i september, både med NAKUWA-projektet og kulturopgaverne og desuden, fordi nationalparken vil prøve sammen med UNESCO-verdensarvssteder i Tyskland, Holland, England og Norge at udarbejde en ansøgning om EU-midler til at udvikle verdensarvsstedernes synlighed og betydning for de private virksomheder.

 

Kontakt:

Sekretariatsleder Peter Saabye Simonsen, mobil: 93 56 40 99 – email:

Konsulent Anne Husum Marboe, mobil: 21 21 55 19 – email:

Nationalpark Vadehavet Peter Saabye Simonsen WIDE

Peter Saabye Simonsen

Title: Sekretariatsleder
Havnebyvej 30, 6792 Rømø
Telefon: +45 72 54 36 26