Partnerprogram har vokseværk

02-11-2017

15 nye partnere er netop kommet med, og dermed er Nationalpark Vadehavet oppe på at have i alt 157 partnere fra hele vadehavsområdet.

Esbjerg Kommunes Biblioteker er en af de nye nationalparkpartnere, og hovedbiblioteket i Esbjerg var så venlige at lægge lokaler, da der den 30. oktober blev afviklet grundkursus for partnere. Foto: John Frikke

Det er attraktivt at blive partner med Nationalpark Vadehavet. Efter at have deltaget i det obligatoriske grundkursus er 15 nye partnere netop blevet en del nationalparkens partnergruppe, som nu tæller i alt 157 virksomheder, institutioner, foreninger m.v. fra hele vadehavsregionen.

I 2016 udarbejdede nationalparkens partnerudvalg en ny og mere enkel struktur for partnerprogrammet, som siden er blevet vedtaget af nationalparkbestyrelsen. Mens dette arbejde stod på, var der lukket for tilgang af nye partnere. I forbindelse med at der i ved årsskiftet igen blev åbnet for tilgang, blev alle eksisterende partnere bedt om at genansøge om partnerskab. Det medførte, at nogle partnere faldt fra, men efter at der tidligere på året kom otte nye partnere til og nu yderligere 15, tæller det totale antal partnere nu syv flere end ved udgangen af 2016.

- Det er en meget glædelig udvikling, som vi ser som et udtryk for, at der generelt er mange, der ønsker at bakke op om nationalparken, dens værdier og arbejde, og at de ser det som et plus for deres egen virksomhed at være en del af det netværk, som partnerprogrammet udgør, siger Jens L. Hansen fra nationalparkens sekretariat.

Appellerer bredt

Den nye struktur betyder, at partnerprogrammet appellerer mere bredt. Det er nu åbent for alle fra de fire Vadehavskommuner - virksomheder, organisationer, foreninger, museer og andre institutioner - der skaber indhold i nationalparken, eller hvor nationalparken kan bidrage med fagligt indhold til deres virksomhed. Blandt de nye partnere er der da også nogle helt nye faggrupper/typer: MJ Byg (tømrervirksomhed på Fanø), Esbjerg Kommunes Biblioteker, Jørgen Hansen Biler i Skærbæk, FiberVisions, Varde; Lægeklinikken Tangevej i Ribe og Esbjerg Roklub. 

Antallet er kunstnere, der er nationalparkpartner, er øget fra en til seks - de fem nye er Skulptur og Kunst (Kurt Schmidt), Højer; Pernille Bejer, Ballum; Johnna Bruun-Petersen, Ribe; Atelier Tilly (Tilly Lindgren), Darum; og Ribe Glas (Erna Møller). Øvrige nye partnere er Ribe Bed and Kitchen, Rømøforeningen, Darum Camping og Erhvervsakademi SydVest, Esbjerg.

Gratis - men nogle krav

Det er gratis at være partner, men man skal opfylde nogle få enkle krav, som nationalparken har opstillet. Blandt andet skal man som partner deltage i et årligt heldagsarrangement, hvor man får opdateret sin viden om nationalparken, hører forskellige faglige indlæg, deltager i workshops, kan lave netværk med andre partnere med mere. Nye partnere skal også på det ovennævnte grundkursus, som er på cirka tre timer.

De 15 nye partnere deltog alle, da grundkurset slutningen af oktober blev afviklet på henholdsvis Rømø og i Esbjerg. På kurserne deltog også nogle eksisterende partnere, som endnu ikke havde været på grundkurset, samt nogle nye nationalparkambassadører.

 undefined

Der var både nye og "gamle" partnere - og også nogle nationalpark-ambassadører - blandt deltagerne, da Nationalpark Vadehavet holdt grundkursus for partnere den 24. oktober på Tønnisgaard på Rømø. Foto: John Frikke