Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Fra fisk til foto

07-09-2017

Hvordan beskriver man betagelsen, når man kører igennem en gigantisk stæreflok, som i kaskader flyver ind over vejen? Hvordan beskriver man, når man ser 10 sølvhejrer lette på én gang? Når man ser tusindvis af ryler flyve tæt hen over vaden, så de spejler sig og antallet derved fordobles? Hvordan beskriver man oplevelsen, så den bliver ligeså betagende for læseren, som det er for den, der oplever det?

Stæreflok ved Vilslev. Foto: Peter Marczak

Det er næsten umuligt!

Men ved at tilføje smukke fotos, som vi får tilsendt fra dygtige fotografer i området, får vi mulighed for at tage læseren med ind i det fantastiske univers, som naturen ved Vadehavet er.

For en af vores fotografer, Peter Marczak, har naturen altid været en stor del af hans liv. I starten var det lystfiskeriet, han brugte tiden på. Men snart blev det lille lommekamera, som han havde med som dokumentationsredskab til fangsten, i stigende grad brugt til at beskrive naturen – blomster, måger og andet han stødte på under sine fisketure. Derfor var overvejelserne ikke store, da han for 8 år siden investerede i sit første spejlreflekskamera.

Fiskeriet blev med tiden lagt på hylden og fotointeressen voksede hurtigt. Timerne med mågerne og andre fugle han mødte ved den lokale sø blev pludselig mange. I starten følte han ikke, at billederne kunne måle sig med dem han så på nettet, men interessen for fotografi voksede og lysten til at fotografere andre arter end de lokale måger kom ret hurtigt. Der kom bedre udstyr i rygsækken og derefter gik det stærkt. Flere og flere arter kom på kortet og billedkvaliteten begyndte også at ligne noget, som Peter havde lyst til at vise frem.

”Interessen fylder i dag rigtig meget i mit liv, stort set al fritid bliver brugt i naturen med kameraet - mest sammen med fuglene, som er dem jeg holder mest af, men alt andet bliver også ”skudt” når jeg er derude, og jeg har meget svært ved at forstille mig et liv uden muligheden for at komme ud hvor det sker, ikke bare på grund af de mange oplevelser man får, men også for at stresse af fra en travl hverdag”, fortæller Peter efter at have sendt os endnu en stor mængde smukke fotos af ”sort sol”.

Vi er rigtig glade for, at så mange dygtige fotografer har lyst til at dele deres fotos med os, så vi kan beskrive vores smukke Vadehav med både ord og billeder.

Peters fotos af isfugle er blevet bragt på hjemmesiden https://www.fotomalia.dk/t-dag-fotografering-af-isfugl-peter-marczak/ – bestemt et besøg værd.

Fotos af Stor kobbersneppe, Isfugl og ræveunger i leg: Peter Marczak

Nationalpark Vadehavet Alette Houman Dyhrfjeld WIDE

Alette Houman Dyhrfjeld

Title: Sekretær og frivilligkoordinator
Havnebyvej 30, 6792 Rømø
Telefon: +45 72 54 36 34