Vadehavet er en af de store attraktioner

20-04-2018

Campaya.dk, som er en søgemaskine til ferieboliger, præsenterer nationalparken flot på sit site.

Nationalpark Vadehavet byder på masser af oplevelser for turister og andre besøgende i det sydvestlige Jylland. Foto: Robert Attermann/Red Star

 

Nationalpark Vadehavet er et af de store salgsargumenter, når udlejere af sommerhuse i det sydvestlige Jylland markedsfører husene.

Campaya.dk er et site på internettet, hvor man kan søge efter sommerhus eller feriebolig i både ind- og udland på tværs af et stort antal udlejningsbureauer. På sitet kan brugerne/kunderne også få tips, gode råd og historier fra de områder, hvor man kan finde sommerhuse og ferieboliger, og Campaya.dk har netop lanceret en stor omgang ferieinspiration om det sydvestlige Jylland.

Nationalpark Vadehavet har bidraget til ferieinspirationen med oplysninger og en film om Vadehavet, og under overskriften ”Få steder i Danmark har så særegen natur som området omkring den sydlige vestkyst” bliver Nationalpark Vadehavet præsenteret som den første af i alt 17 af de bedste oplevelser og seværdigheder.

Her kan du se, hvordan Campaya.dk præsenterer Nationalpark Vadehavet og de 16 andre oplevelser og seværdigheder i Sydvestjylland.