Tør du prøve kræfter med en springstage?

08-06-2018

Kulturregion Vadehavet inviterer alle til at prøve kræfter med springstagen, som marskbønderne i gamle dage benyttede sig af, når de skulle rundt i marsken. I løbet af sommeren bliver der fire spring-arrangementer fordelt over hele vadehavsområdet. Det første er på søndag 10. juni i Ballum.

Nu får du chancen for at prøve at gøre de gamle marskbønder kunsten efter og springe med springstage. Privatfoto

Springstagen eller klugestagen var oprindeligt marskbondens eneste mulighed for at komme frem i marsklandets labyrinter af grøfter, kanaler og priler. Metoden er som stangspring, hvor det gælder om at springe langt, frem for højt, for at kunne krydse kanalerne. På dagen kan man opleve marskbondens vigtigste arbejdsredskab og prøve kræfter med den gamle tradition. Arrangementet er en del af Kulturregion Vadehavets kulturkaravane, som skal sætte fokus på kulturen i Vadehavet. 

- Vadehavsområdet er en perle, både hvad angår natur- og kulturhistorie. Med et nyt initiativ i form af en kulturkaravane er det Kulturregion Vadehavets ambition at lade kulturelle sædvaner, skikke og traditioner fra vadehavsområdet vandre mellem de fire kommuner, fortæller projektleder i Kulturegion Vadehavet, Charlotte Pindstofte Holm i en pressemeddelelse.

Kultursamarbejdet mellem kommunerne udspringer af et fælles ønske om at støtte udvikling af nye kulturaktiviteter og kulturtilbud til fordel for borgere, kulturaktører, erhvervsliv og gæster i de fire vadehavskommuner. Med afsæt i vadehavsområdet ønsker kommunerne at blive kendt for en kulturel og kunstnerisk profil.

I alt bliver der fire springstage-arrangementer fordelt hen over sommeren - og over vadehavsområdet. Kulturregionen håber, at både borgere og turister vil benytte lejligheden til at høre om den gamle kunst og selv prøve kræfter med det historiske arbejdsredskab. Kulturregionen oplyser, at dén, der klarer sig bedst på dagen, er sikret en plads ved danmarksmesterskabet i springstage, som afvikles søndag 19. august ved Møllekilen i Ballum Enge.  

Tid og sted for springstage-arrangementer i Vadehavet:

  • Søndag den 10. juni kl. 10.00–12.00 ved Møllekilen, museet i Ballum Enge (200 meter nord for Ballum Slusekro)
  • Søndag den 1. juli kl. 11.00-13.00 på Grønningen på Fanø, hensynsfuld parkering ved gården på Nørrebjergevej 12
  • Fredag den 27. juli kl. 15.00-17.00 på Skallingen, mødested ved infotavlen på parkeringspladsen lige før 1. færist, nærmeste postadresse er Skallingvej 14
  • Fredag den 3. august kl. 10.00-12.00 ved Sneum Sluse, mødested på parkeringspladsen

HUSK: arrangementerne foregår udendørs, så praktisk tøj anbefales.

Bonusinfo: Springstagen er et frisisk arbejdsredskab, hvis rødder strækker sig langt tilbage. Den har været livsnødvendig lokalt, men også haft en rolle i de store sammenhænge. Blandt andet spiller springstagen en rolle for, at Kalmarunionen brød sammen i 1523. Ved det forudgående Slaget ved Hemmingstedt i Ditmarsken 17. februar 1500, sejrede en lokal bondehær over en ellers overlegen dansk hær. Bondehæren drog blandt andet fordel af at kunne bevæge sig rundt i marsken ved hjælp af springstager. 

 

Læs mere om Naturcenter Tønnisgård

og om Vadehavssmedjen