Fra begyndelsen af jægerstenalderen var Nordsøen tørlagt, og datidens mennesker jagede på flodsletter, som i dag ligger langt ude på havets bund. Havet steg gradvist op gennem årtusinderne og fandt først sit nuværende leje ved udgangen af bondestenalderen. Vandet fordrev datidens mennesker, og der er derfor ikke mange spor tilbage i Vadehavsområdet fra stenalderen. Men i tiden derefter er fortidsminderne talrige. De vidner om, at befolkningen i området var forholdsvis stor.
Marsken gjorde rig
Årsagen til dette skal findes i de rige marskenge, som begyndte at danne sig, da kystlinjen blev mere stabil i bronzealderen. Havet aflejrede lag på lag af ler, det såkaldte klæg, i de flade kystegne, som gradvist hævede sig. Netop disse aflejringer var sidenhen en gave til Vadehavsområdets bønder. Klægen gjorde jorden fed, og det gav mulighed for at holde store dyreflokke, som skabte rigdom og føde til mange mennesker. Fra jernalderen og frem var marsken tæt beboet. Der er mange spor efter bøndernes gårde, navnlig langs kanten af geesten, hvor marsken møder det højere liggende, tørre land.
Et klassesamfund
Nogle af de mange fund fra jernalderen vidner om, at der allerede dengang var store skel i samfundet mellem de rige og magtfulde og helt almindelige mennesker. Ved Dankirke syd for Ribe er der udgravet en fornem jernalderhal, som brændte omkring år 500. Men før den tid har hallen kunnet rumme store selskaber, hvor mange gæster kunne deltage. Det tyder