Allerede fra begyndelsen af yngre stenalder, begyndte mennesker at bosætte sig langs Vadehavet. Det var på den højtliggende geest, hvor de var i sikkerhed for stormfloder. De første spredte gårde blev bygget fra slutningen af bronzealderen, og efterhånden opstod der landsbyer. De fleste bebyggelser langs Vadehavet har derfor rødder flere tusinde år tilbage, og allerede i 700-tallets begyndelse fungerede Ribe som markedsplads for egnen.
Middelalderen
Omkring 1200 begyndte man at anlægge gårde på naturlige moræneknolde i marsken og senere på menneskeskabte forhøjninger, de såkaldte værfter. I dag er der 60 værfter i det danske Vadehavsområde, og et af de tidligste værftsområder er Ved Åen i Tøndermarsken, hvor der har ligget ti gårde. Der ligger kun en gård på de fleste værfter, men landsbyerne Ubjerg og Rudbøl ligger eksempelvis på landsbyværfter. Den nordligste bebyggelse på et værft i Vadehavsområdet var landsbyen Misthusum i Ballummarsken. Landsbyen blev grundlagt i 1200-tallet, men den blev ødelagt af stormfloderne i 1634 og 1720. Kort efter 1800 blev byen forladt, men værfterne ses stadig i landskabet. Købstæderne Tønder og Varde opstod i middelalderen og deres placering er knyttet til skibsfarten, da de i sin tid blev anlagt ved store, sejlbare åer. Inden digebyggeriet havde Tønder let adgang til havet, mens Varde var afhængig af ladepladserne ved Janderup, Hjerting og Ho.
Fra bindingsværk til grundmur
Fra 1700-tallet blev grundmurede huse, det vil sige huse bygget af teglsten, almindelige i Vadehavsområdet. Teglstensbyggeriet bredte sig fra Holland op langs Vadehavskysten, især efter stormfloden i 1634. Men bybrande ødelagde også mange af middelalderens bindingsværkshuse, blandt andet i Varde. I den sønderjyske del af