Stillehavsøsters blev første gang sat ud i bure i den danske del af Vadehavet i 1983, i forbindelse med opstarten på en østersproduktion på Rømø. I begyndelsen af 1990'erne fandt man de første "vilde" østers og siden da har disse østers formodentligt bredt sig til andre dele af Vadehavet og dannet østersbanker. Mange steder, mod forventning, formerede de sig, og man har derfor siden 90'erne kunnet samle stillehavsøsters rundt om i Vadehavet. Bankerne varierer meget i størrelse og tilgængelighed og er i dag et populært udflugtsmål for mange turister. Turisterne kan i nogle tilfælde selv finde frem til de kulinariske perler, men det er også muligt at få vejledning fra formidlere, der tager grupper med ud fra flere punkter langs Vadehavskysten. Det er frit for enhver at samle stillehavsøsters til eget forbrug.
Stillehavsøsters – biologi og levevis
Stillehavsøsters (Crassostrea gigas) er, som det latinske artsnavn indikerer, en gigant blandt østers. Skallen kan blive op til 40 centimeter i længden. Arten kan opnå en alder på 30 år og er enormt hårdfør, idet den tolererer vandtemperaturer fra - 5°C til + 40°C. Netop artens tolerance over for store temperaturudsving er medvirkende til dens enorme udbredelse verden over. Den stammer fra den asiatiske Stillehavskyst, men er blevet sat ud på flere nye kontinenter, hvor den nu lever godt. Stillehavsøsters ernærer sig ved at filtrere havvandet for mikroskopiske planktonalger. Undersøgelser har vist, at en stillehavsøsters er i stand til at filtrere 12 liter havvand i timen og da næringsindholdet i Vadehavet er stort, vokser østers i Vadehavet hurtigt. Hunnerne gyder i sensommeren, og en hun kan gyde mellem 20 og 100 millioner æg per gang. Stillehavsøsters gyder desværre med stor sandsynlighed hvert år i Vadehavet. Gydning kræver en vandtemperatur på over 20 °C i en længere sammenhængende periode og sådanne forhold opnås i de ”pools” som bliver dannet på bankerne ved lavvande.
Fra Stillehavet til Vadehavet
I 1922 blev den europæiske østers (Ostrea edulis) ramt af sygdom, som medførte stor dødelighed og på få år udraderede hele den europæiske bestand af østers. Det er muligt, at andre forhold også har haft indflydelse på bestandens udryddelse, blandt andet ændrede strømforhold. Manglen på østers gav anledning til, at man i midten af 1900-tallet begyndte at importere stillehavsøsters fra Japan til Europa. Den havde nemlig vist sig modstandsdygtig over for de sygdomsangreb, som den europæiske østers måtte bukke under for. De første udsætninger til opdræt foregik i Frankrig og Holland i perioden 1964-1969. Og i 1986 blev der udsat stillehavsøsters på den tyske vadehavsø Sild. Da stillehavsøsters ikke hører naturligt hjemme i den danske natur og har en negativ effekt på oprindelige arter, bliver den officielt regnet som en invasiv art. Det er derfor kun en hjælp til den danske natur, når mennesker plukker øster til at spise.
Friske østers er en dejlig delikatesse, som kan nydes, når man som østerssamler tager sine forholdsregler.
Stillehavsøsters påvirker økosystemet
De mange østersbanker i Vadehavet virker som store rev, der danner utallige skjulesteder for nogle af de mindre dyrearter på havbunden. Den større forekomst af skjulesteder bevirker at antallet af krabber og søstjerner bliver større, hvilket fører til et øget tryk på deres byttedyr. På den måde kan stillehavsøsters indirekte bevirke, at fødekædebalancen i Vadehavet bliver forskudt. Stillehavsøsters etablerer sig desuden oven på allerede eksisterende banker af blåmuslinger. Og da stillehavsøsters er en stærk filtrator og lever af samme føde som blåmuslingen, forringes forholdene for denne. Det betyder, at fuglearter som edderfugl, strandskade og sølvmåge, der primært ernærer sig af blåmuslinger, får sværere ved at finde føde.
Find inspiration til retter, ture og events på
www.kultunaut.dk og MitVadehav. Hvert år arrangeres der endvidere Danmarks Østersfestival - læs mere her.