Sælerne i Vadehavet

De store pattedyr nyder godt af Vadehavet. For sælerne er området ikke alene et bugnende spisekammer, men også et trygt og godt sted at komme til kræfter og føde sine unger.

Langt de fleste sæler i Vadehavet er spættede sæler, men man kan også være heldig at møde den store gråsæl. De spættede sæler bruger især Vadehavets banker til at hvile sig, og til når de om sommeren føder deres unger. Ungerne dier i de første 3-4 uger hos moderen, hvorefter de på egen hånd må lære at fange fisk og krebsdyr. Gråsælen er blevet mere almindelig i de senere årtier, og i december 2014 skete så den lille sensation: En gråsæl-unge blev set i forbindelse med Fiskeri- og Søfartsmuseets optælling af sæler. Det kunne dermed med sikkerhed siges, at gråsælen for første gang siden 1500-tallet havde ynglet i den danske del af Vadehavet. Den unge gråsæl lå i øvrigt helt udramatisk og solede sig sammen med sin mor på en sandbanke ved Rømø.

Danmarks største rovdyr

Sælerne hører til blandt rovdyrene og er derfor beslægtet med blandt andet ulve og bjørne. Man mener, at sælernes tætteste nulevende slægtning blandt rovdyrene skal findes i gruppen af mårlignende dyr. Den spættede sæl bliver som regel omkring 1,3 - 1,6 meter lang og kan veje op mod 130 kg. Gråsælen bliver væsentligt større og er med sine 300 kg ikke blot Danmarks største rovdyr, men også vores største pattedyr.

Livet i vand

Sælen har gennem millioner af år udviklet sig fra at være

landlevende til at bruge en stor del af sit liv i og under vandet. Dens torpedoformede krop og de brede luffer gør sælen til en god svømmer, og et tykt spæklag hjælper den med at holde varmen. Sælens store øjne er meget lysfølsomme og indrettet til at se under vandet, og dens følehår registrerer selv de mindste bevægelser fra fisk. Sælen kan uden problemer være under vandet i adskillige minutter, fordi hele dens krop er skabt til at lagre og spare på ilten. Sælen er dog stadig nødt til at komme op på land i perioder. Den kan udmærket sove, mens den befinder sig i vandet, men den hviler bedst på land. Derfor kan man ofte se sælerne ligge på sandbankerne i Vadehavet og dase.

Sælpesten

Sælpest har to gange, i 1988 og 2002, ramt de danske sæler. I begge tilfælde døde et sted mellem 50 og 60 procent af bestanden. Sælpest skyldes et virus, der svækker sælens immunforsvar og giver bakterieinfektioner frit spil. Derfor døde de fleste sæler under epidemierne af bakteriel lungebetændelse.

Hylere og syge sæler på stranden

I den spættede sæls dieperiode sker det, at en unge kommer væk fra sin mor. Uden mælk fra moderen er ungen prisgivet og kravler op på stranden, hvor den kalder på moren. De såkaldte hylere har meget ringe chance for at overleve på egen hånd, og de bliver aflivet, for at de ikke skal lide unødigt.

I Tyskland og Holland er der centre, hvor man tager hylere i pleje for senere at sætte dem tilbage i naturen. Denne praksis stoppede i Danmark i 1995, da bestanden af sæler var blevet stor og sund. Genudsætning af hylere er desuden ikke uden problemer. Det er derfor et mål for den danske forvaltning af minimere den menneskelige indgriben. Særligt i sensommeren og efteråret kan man på stranden møde syge sæler, der er kravlet op på land for bedre at kunne holde varmen. Støder man på en hyler eller en sæl, der virker syg, bør man give den fred og ro og kontakte Naturstyrelsen eller Fiskeri- og Søfartsmuseet.

Her kan du opleve sæler

Vadehavet er et oplagt sted at opleve sælerne. Vil man gerne helt tæt på, er Sælariet på Fiskeri- og Søfartsmuseet et godt valg. Her kan man gennem ruder se spættede sæler og gråsæler, der majestætisk glider gennem vandet, og kommer man forbi ved en af de to daglige fodringer, kan man samtidigt høre om sælernes liv og biologi. Sælerne kan også opleves ude i naturen på behøring afstand. Sæler er sky dyr, så medbring en kikkert for bedre at kunne se dyrene. Områdets naturvejledere tager publikum med ud til sælbankerne.