Sejlads og handel har altid spillet en stor rolle for menneskene ved Vadehavet. De mange naturlige havne og den gode placering med adgang til de store handelsområder i det vestlige Europa, gjorde Vadehavet til et naturligt centrum for skandinavisk handel i oldtiden. I senere århundreder ernærede Vadehavets beboere sig som sømænd, fangere og fiskere indtil vore dage, hvor Esbjerg Havn er blevet et centrum for offshore-virksomheder.
Oldtidens handelspladser
Søfarten spillede tidligt en stor rolle i Vadehavsområdet, og med den fulgte en international udveksling af varer, kultur og ideer. Å-løbene gjorde det muligt at sejle varer med skib til og fra punkter inde i landet, hvilket klart var at foretrække frem for de besværlige og ineffektive former for landtransport. Og der, hvor skibene nåede op til et vadested, opstod ofte et knudepunkt for handel. Arkæologiske fund vidner om tidlig handel med fremmede folkeslag, blandt andet fra Dankirke nær Vester Vedsted. Mange af områdets senere byer var oprindeligt handelspladser. Det ældste eksempel på det er Ribe, der var opstået som en international handelsplads, inden vikingerne gjorde handelspladsen permanent i 710.
Kirkesten blev importeret
Sejladsen gjorde det lettere at transportere tunge og store materialer langvejs fra. Landtransport foregik enten til fods eller med usikre dyretrukne køretøjer, mens skibe på den tid kunne transportere en større last i en større fart. Dette fik betydning for områdets kirkebyggeri. En stor del af Vadehavsområdets kirker er bygget i romansk stil i 1100- og 1200-tallet af tufsten, som blev sejlet hertil fra området ved Rhinen.
Købstæderne opstår
I middelalderen tildelte kongen en række større