Hør om og oplev vadehavskulturen

Der venter en aften med store oplevelser inden for musik, mad, kunst, poesi og folkelighed, når Nationalpark Vadehavet onsdag den 22. august sætter fokus på den særlige kultur i vadehavsområdet. Arrangementet finder sted i Schweizerhalle - Tønder Kulturhus i Tønder. Alle er velkomne, og det er gratis at deltage - men man skal tilmelde sig på forhånd.

Der er en særlig kraft i vadehavsområdet. Ikke alene er naturen stærk og altid nærværende, også kulturen er markant og meget anderledes.

Og netop vadehavskulturen bliver omdrejningspunktet, når Nationalpark Vadehavet sammen med Vadehavets Formidlerforum onsdag 22. august inviterer til tema-arrangement i Schweizerhalle - Tønder Kulturhus kl. 16.30-20.

"Musik, mad, kunst, poesi og folkelighed ved Vadehavet" kalder vi arrangementet, hvor vi vil sætte fokus på musikalske, kunstneriske, poetiske og folkelige elementer af livet ved Vadehavet. Det vil ske i en kombination af fortælling, eksempler, musikalske indslag og fællessang. Og det hele bliver krydret med smagsprøver på den ligeledes rige madkultur i Vadehavet.

22. august er dagen inden åbningen på årets Tønder Festival, og temaarrangementet holdes som et såkaldt 4+-arrangement i samarbejde med festivalen og Tønder Kommune.

Arrangementet begynder kl. 16.30, hvor vi byder på kaffe/te og et stykke Fanø-kringle - meget passende vil Fanø Fiddlers underholde under kaffen.

Efter kaffen følger en kort velkomst og introduktion til temaarrangementet, inden Tove De Fries, leder af Fanø Fiddlers, vil fortælle om spillesmands- og musikskole-initiativet.

 

 Fanø Fiddlers - musikskoleelever og den næste generation af "spillemænd" på Fanø - under ledelse af Tove De Fries. Privatfoto

 

Også næste programpunkt har rødderne solidt plantet på Fanø: Trioen 'Det Yderste Hav' kommer fra Sønderho og består af Peter Michael Uhrbrand (violin), Jørgen Bjørslev (guitar) og Jeppe Brixvold (vokal). De vil gennem fortælling krydret med musikalske indslag give os indblik i lokale musiktraditioner og maritime samfund.

Trieoen Det Yderste Hav fra Sønderho består af (fra venstre) Jeppe Brixvold (vokal), Peter Michael Uhrbrand (violin) og Jørgen Bjørslev (guitar). Privatfoto.

 

Næste indslag har overskriften "Musikkultur i Vadehavet – på tværs af grænser", og her skal vi stifte bekendtskab med et lille udvalg af Folk Baltica Ensemblets medlemmer. Ensemblet er sammensat af unge musiktalenter fra det sydlige Jylland og fra det nordlige Tyskland, og det ledes den kendte og prisbelønnede violinist  og komponist Harald Haugaard.

FolkBaltica Ensemble. Privatfoto

 

Herefter skifter vi spor og kaster os over Vadehavets særlige madkultur. Kl. 18.25-19.00 lyder overskriften "Smag på Vadehavet", når vi byder på en buffet med smagsprøver på madkulturen og lokale specialiteter fra vadehavsområdet.

Efter traktementet byder vi velkommen til tre københavnske kunstnere, Fotograf Alexandra Buhl, musiker og komponist Ellen Birgitte Rasmussen og danser og performancekunstner Nana Francisca Schottländer fik i foråret 2017 tildelt et kunstnerophold ved Vadehavet af Nationalpark Vadehavet. Det har udviklet sig til projektet "Inseparable together", hvor de tre kunstnere er gået i en kunstnerisk dialog med Vadehavet. Som en del af projektet er de siden vendt tilbage til Vadehavet flere gange, og ved temaarrangementet vil de præsentere deres projekt med ord, billeder, musik og performance.

De tre kunstnere bag "Inseparable Together" præsenterer deres kunstprojekt, hvor Vadehavet indgår som den fjerde part. Foto: Alex Buhl

 

Kl. 19.25 er det tid til sidste indslag. Her kan man møde Jens Rosendal, der om nogen er blevet 'Vadehavets digter'. Jens Rosendal er den nulevende digter, som med 13 har flest sange med i Højskolesangbogen (hvem kender fx ikke 'Du kom med alt det der var dig'?), og han er såmænd også repræsenteret i salmebogen med to salmer. Rosendal bor i Ballum lige ud til Vadehavet, og han vil fortælle om nogle af sine særlige vadehavssange, som vi naturligvis også skal synge som fællessange.

I et live-interview vil Jens Rosendal fortælle om Vadehavets betydning for hans digte/sange afvekslende med fællessang. Foto: Mogens Gabs

 

Kl. 19.50 vil der være en kort afrunding, og temaarrangementet slutter cirka kl. 20.

 

Fakta om tema-arrangementet:

Tid: Onsdag den 22. august 2018 kl. 16.30 – 20.00

Sted: Schweizerhalle - Tønder Kulturhus, Ribelandevej 39, 6270 Tønder

Tilmelding: Det er gratis at deltage, og det gælder også traktementet. Men da der er et begrænset antal pladser, skal man tilmelde sig på forhånd. Tilmelding sker efter først til mølle-princippet - dog senest mandag den 13. august. Send en mail til: . Man kan også benytte linket øverst til højre for denne artikel.

Husk at angive, hvor mange du tilmelder og at opgive navn(e), by og telefonnummer.

Du kan se programmet med tidspunkter her.