kender den i dag, skabt. I de følgende årtusinder arbejdede tidevandet støt og roligt. Havet fortsatte med at stige, dog med mindre fart, og på Vadehavskysten kom vandet således længere og længere op over det flade slettelandskab, der var her. Når vandet skyller ind over kysten, aflejrer det et sediment, der indeholder både sand og mudder. Sandet er det tungeste. Det lægger sig derfor allerede, når strømmen mister fart lige ud for kysten. Mudderet lægger sig derimod først, når vandet står stille længere inde i landet. Derfor ligger sandet ved kysterne, og det næringsrige slik og mudder længere inde i floddalene.
Et land bygget af mudder
De sidste 8-9.000 år er havspejlet ved den sydvestjyske kyst steget med 17 meter. Det betyder, at havet med tidevandets puls i den samme periode har aflejret nyt land med en tykkelse på op til 17 meter. Boringer ned gennem marskens lag viser, at der under metervis af aflejret slik-ler er et tørvelag på sand fra en tid, før tidevandet fik magt.
Selve øen Rømø illustrerer, hvordan tidevandet bygger landet. Rømø har navn efter en såkaldt rimme, som oprindeligt betegnede en lav banke ud for kysten. Men efterhånden som vandet skyller op på rimmen, bliver laget af sand tykkere. Sandet blæser så sammen til klitter, der danner en ø. Bag ved klitterne bliver der så meget læ, at vandet står stille længe nok til at aflejre mudder, og marsken begynder at blive dannet. På den måde opstår Vadehavsområdets karakteristiske landskabstyper som et produkt af tidevandet.
Stormfloder og diger
Den lerjord, som havet aflejrer, er rig på næringsstoffer. Derfor er marsken fed sammenlignet med de hedesletter, der er længere inde i landet. Og den har