Det er tidevandet, som har skabt Vadehavets karakteristiske profil af øer, vadeflader og marsk. Tidevandet er Vadehavets puls, og det har lagt grunden for områdets enestående økosystem med et myldrende liv af dyr og planter. 

Det landskab og det liv, som møder besøgende ved Vadehavet, er først og fremmest et produkt af tidevandet. Gennem årtusinder har det vekslet mellem at skylle ind over det flade kystland ved højvande, for så at trække sig tilbage og blotte store områder af havbunden ved lavvande. Denne pulserende bevægelse frem og tilbage har i tidens løb ført store mængder af både sand og næringsstoffer ind på lavt vand og hen over vadefladerne. Og på den måde har den skiftende vandstand skabt både de brede, hvide strande og den frodige marsk.

Vadehavets puls

Der er ingen steder i Nordeuropa, hvor tidevandet betyder mere for landskabet end i Vadehavet. Den gradvise overgang fra land til hav er et produkt af, at tidevandet konstant bevæger sig frem og tilbage hen over vadefladerne. Der går helt præcist seks en kvart time mellem højvande og lavvande, hvilket betyder, at havet oversvømmer Vadehavet to gange på 25 timer. Denne vandrytme fungerer som Vadehavets puls. For vandet tilfører næringsstoffer og organismer til de flade områder og danner der fødegrundlaget for et rigt økosystem, hvor biomassen af især bunddyr er ekstremt stor. Tidevandet er et produkt af Månens tyngdekraft. Forskellen på højvande og lavvande er normalt omkring halvanden meter, men vejr og strømforhold kan forstørre denne forskel. I ekstreme tilfælde fører det til stormflod.

Vandet fordeler sand og mudder

Vadehavets forudsætning er en vis tidevandsforskel og et bredt, fladt område, som vandet kan skylle ind over. I løbet af den sidste istid, blev der skabt nogle flade flodsletter, som blev oversvømmet ved den havstigning, som fulgte omkring overgangen til bondestenalderen. Her blev Nordsøen i en lidt mindre udgave, end vi

kender den i dag, skabt. I de følgende årtusinder arbejdede tidevandet støt og roligt.  Havet fortsatte med at stige, dog med mindre fart, og på Vadehavskysten kom vandet således længere og længere op over det flade slettelandskab, der var her. Når vandet skyller ind over kysten, aflejrer det et sediment, der indeholder både sand og mudder. Sandet er det tungeste. Det lægger sig derfor allerede, når strømmen mister fart lige ud for kysten. Mudderet lægger sig derimod først, når vandet står stille længere inde i landet. Derfor ligger sandet ved kysterne, og det næringsrige slik og mudder længere inde i floddalene.

Et land bygget af mudder

De sidste 8-9.000 år er havspejlet ved den sydvestjyske kyst steget med 17 meter. Det betyder, at havet med tidevandets puls i den samme periode har aflejret nyt land med en tykkelse på op til 17 meter. Boringer ned gennem marskens lag viser, at der under metervis af aflejret slik-ler er et tørvelag på sand fra en tid, før tidevandet fik magt.

Selve øen Rømø illustrerer, hvordan tidevandet bygger landet. Rømø har navn efter en såkaldt rimme, som oprindeligt betegnede en lav banke ud for kysten. Men efterhånden som vandet skyller op på rimmen, bliver laget af sand tykkere. Sandet blæser så sammen til klitter, der danner en ø. Bag ved klitterne bliver der så meget læ, at vandet står stille længe nok til at aflejre mudder, og marsken begynder at blive dannet. På den måde opstår Vadehavsområdets karakteristiske landskabstyper som et produkt af tidevandet.

Stormfloder og diger

Den lerjord, som havet aflejrer, er rig på næringsstoffer. Derfor er marsken fed sammenlignet med de hedesletter, der er længere inde i landet. Og den har  

gennem tiden givet levebrød til en forholdsvis stor befolkning langs Vadehavskysten. Problemet var dog, at den lavtliggende marsk var udsat for stormfloder, der i tidens løb har krævet tusinder af menneskeliv. Vadehavets folk var derfor nødt til at bosætte sig på kanterne af de højere liggende geestområder. For bedre at kunne udnytte marsken begyndte de at skabe kunstige forhøjninger, som de kunne bygge deres gårde på. Det er de såkaldte værfter, som findes mange steder i den sydlige del af det danske Vadehav. Allerede i middelalderen begyndte man at bygge permanente diger, der skulle holde havet ude. Det er dog først inden for de seneste 150 år, at de effektive havdiger er blevet bygget. Disse moderne diger har været en succes i forhold til at beskytte menneskerne mod stormfloder. Stormfloderne har ikke forårsaget nogen dødsfald i den danske del af Vadehavet i mere end 100 år.

Her kan du opleve tidevandet

Tidevandet kan naturligt nok ses langs hele kysten. Der er dog steder, hvor forskellen på højvande og lavvande træder tydeligt frem. De såkaldte låer er gode til at illustrere tidevandet. På ydersiden af Ballum Sluse, syd for Brede Å, er der en lå, der er fuld af vand ved højvande, mens den er næsten tom ved lavvande. Det samme gælder for Havsand Lå på Rømø, hvor det er tydeligt at se, hvordan tidevandet påvirker Vadehavets vandløb. Men på Mandø er der nok den mest markante konsekvens af tidevandet. Adgangen til Mandø går nemlig ad Låningsvejen, der er hævet en lille halv meter over havbunden. Men det gælder vel at mærke kun ved lavvande. Ved højvande er vejen oversvømmet. Så det er helt afgørende at have styr på tidevandstabellerne, inden du begiver dig ud på den vej. Ellers risikerer du bogstavelig talt at komme til at køre i havet.

Guidet tur

Oplev dette på en guidet tur med en af nationalparkens dygtige turarrangører.

Guided tour - Go on a guided tour with one of the National Park’s experienced tour operators.

Tour - gehen Sie auf Tour mit einem der erfahrenen Guides des Nationalparks.

Besøgscentre

Hvis du vil vide mere, så besøg et af nationalparkens spændende besøgscentre.

Visit - If you want to learn more, visit one of the National Park’s exciting exhibition venues.

Besuch - Um mehr zu erfahren, besuchen Sie eines der spannenden Besucherzentren des Parks.