Og det kan ses på fuglenes form. De fugle, der flyver længst, er for eksempel torpedoformede. Gråand og vibe er blandt de fugle, som trækker kortest. De yngler i Danmark, men trækker om nødvendigt til kysterne ved Tyskland og Holland for vinteren. Edderfugl og strandskade er blandt mellemdistance-flyverne, da de yngler i Nordeuropa og trækker til Vesteuropa. Endelig er der de absolutte langdistance-trækkere. Til denne gruppe hører arktisk ynglende trækfugle som islandsk ryle, kobbersneppe og stenvender, som alle flyver til det tropiske Afrika for vinteren.
Ilt med på rejsen
Fuglenes daglige flyveture foregår tæt på land, men når trækfuglene skal på rejse, stiger de til store højder. Mindre fugle som snespurv flyver en kilometer over landjorden, mens almindelig ryle, kobbersneppe og vibe trækker i fire til seks kilometers højde. De større fugle som gæs, traner og storke kan flyve så højt som seks til ni kilometer over Jordens overflade. For at kunne flyve i så stor en højde, må fuglene udnytte ilten bedre end arter som mennesker, for eksempel ved selv ved selv at tage ilten med. Nogle fuglearter har op til ni lungeposer, men de kan også bruge deres hule knogler til at oplagre ilt.
Nye fjer til fuglene
Trækfuglene bruger ikke alene Vadehavet som spisekammer. Om foråret og efteråret kan man finde millioner af efterladte fjer på strandengen. Fjer bliver slidt af at flyve halvvejs rundt om Jorden, og fuglene har brug for nye for at kunne fortsætte