Verdensarven Vadehavet fejres under The Tall Ships Races med royalt besøg

01-07-2014

UNESCO har netop udpeget den danske del af Vadehavet som verdensarv. At blive optaget på den prestigefyldte liste over bevaringsværdige naturområder på globalt plan skal nu fejres med maner. Nationalpark Vadehavet inviterer sammen med de fire Vadehavskommuner og Naturstyrelsen til markering af begivenheden mandag den 4. august under The Tall Ships Races i Esbjerg.

Hans Kongelige Højhed Prins Joachim vil sammen med Miljøminister Kirsten Brosbøl modtage symbolet på verdensarven. Det var også H.K.H. Prins Joachim, der med ordene: ”Her er meget at opleve - meget at se…. Det er en rigdom, der ikke svinder ind, selv om den deles ud til nok så mange” indviede Nationalpark Vadehavet i 2010.

Vadehavet strækker sig over 500 km og tre lande. Den tysk/hollandske del blev allerede udpeget som Verdensarv i 2009. Med UNESCOs udpegning af den danske del er hele Vadehavet nu fælles Verdensarv, og det bør selvfølgelig markeres med en fejring, der strækker sig over alle tre lande.

Det sker ved, at symboler på verdensarven i form af hollandske fliser med et særligt motiv rejser med et tysk sejlskib under Tall Ships Races 2014 med start i den hollandske Vadehavshavn Harlingen den 6. juli og ankomst til Esbjerg og det danske Vadehav den 2. august.

Stærkt symbol på verdensarv

Det er det tyske sejlskib Alexander von Humboldt II, der har sagt ja til at fragte 5 fliser med på turen. De bliver det konkrete symbol på optagelsen på verdensarvslisten. De 5 fliser er produceret af Harlinger Aardewerk- & Tegelfabriek, og de prydes af motiv, der viser samspillet mellem menneske og natur i det samlede Vadehav fra Ho Bugt til Den Helder i Holland. Motivet er malet og doneret af den lokale kunstner Else Pia Martinsen Erz fra Skærbæk.

De hollandske fliser er inspireret af de fliser, som Holland var storproducent af og som bl.a. blev eksporteret til Danmark. De hollandske fliser har prydet mange danske huse helt tilbage fra 1600-tallet. Verdensarvsfliserne bliver dog ca. 4 gange så store som de originale fliser, som traditionelt måler 13x13 cm.

– At vi bruger et hollandsk produkt, som bliver fragtet på et tysk skib har stor symbolsk betydning, da det netop viser samhørigheden med den hollandske og tyske del af Vadehavet, fortæller bestyrelsesformand for Nationalpark Vadehavet Bent Poulsen. Han glæder sig meget til den officielle markering.

Åben ceremoni på kajen

Mandag den 4. august kl. 14 hentes fliserne på land fra Alexander von Humboldt II, og H.K.H. Prins Joachim og miljøminister Kirsten Brosbøl vil overrække en til hver af de fire borgmestre for Tønder, Fanø, Esbjerg og Varde kommuner samt formanden for Nationalpark Vadehavet ved en ceremoni på Tværkaj i Esbjerg Havn. Fliserne finder i ugerne efter deres endelige plads ved lokale fejringer i kommunerne. Alle interesserede inviteres til at overvære ceremonien på havnen den 4. august

Nationalpark Vadehavet laver sammen med formidlere fra Vadehavets Formidlerforum en Verdensarvsudstilling under hele The Tall Ships Races fra den 2. – 5. august. Et helt område på Tværkaj er dedikeret til Vadehavet, og her formidles historien om det unikke stykke natur samtidig med at det vil være muligt at købe en buffet med lækre Vadehavsspecialiteter lavet af lokale stjernekokke med Preben Madsen i spidsen.

For yderligere information kontakt Nationalpark Vadehavet – sekretariatsleder Thomas Holst Christensen på telefon 72 54 36 26.

Alexander von Humboldt

Verdensarvafgrænsning

Foto ovenfor: Afgrænsningen af Vadehavet Verdensarv

Foto til venstre: Alexander von Humboldt