Ny koordinator for Vadehavets Formidlerforum
10-06-2015Mandag den 9. juni blev der afholdt en reception for Ditte Dyrbo Hviid, som er den nye formidlingskoordinator for Vadehavets Formidlerforum. Der var besøg fra mange formidlingsinstitutioner i Vadehavet og Klaus Melbye, som er formand for Vadehavets Formidlerforum, bød velkommen til Ditte, der det seneste halve år har arbejdet hos Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg.
Ditte modtager en gave fra Ulrik, den tidligere koordinator Foto: John Frikke
Dittes CV rummer erfaring indenfor projektledelse, medarbejderledelse og motivering, løsning af komplekse problemstillinger, markedsføring, erfaring med arbejde i multikulturelle miljøer og forhandling og meget mere – en erfaring som Ditte med fordel kan bruge i sit nye job som koordinator for Vadehavets Formidlerforum, som i fremtiden vil være præget af Vadehavets nye status som verdensarv, men som også, som tidligere, vil have fokus på at få en broget skare til at samarbejde.
Dorte Vind, Jens Futtrup og Anne Marie Overgaard, som arbejder som formidlere i hver deres del af Vadehavet, bød også velkommen til Ditte med både sang og gaver. Ulrik Geldermann Lützen, som er den tidligere koordinator, bød også velkommen til Ditte, som nu skal være koordinator for Ulrik, da han har valgt en ny rolle, som formidler hos Fiskeri- og Søfartsmuseet.
Ditte kommer til at have kontor på Tønnisgård, sammen med Nationalpark Vadehavets sekretariat og Kommunernes Vadehavssekretariat, som ser frem til samarbejdet med Ditte.
Vadehavets Formidlerforum (VFF) er et samarbejde mellem Naturstyrelsen, Nationalpark Vadehavet, Myrthue, Fiskeri- og Søfartsmuseet, Museum Sønderjylland, NaturKulturVarde, Vadehavscentret og Friluftsrådet.