Millioninvestering skal give Tøndermarsken et massivt løft

06-06-2016

Tønder Kommune, Realdania og A.P. Møller-fonden vil over fem år investere 210 millioner kroner i en bæredygtig udvikling af Tøndermarsken. Nationalpark Vadehavets formand, Janne J. Liburd, der er udpeget til projektets styregruppe, ser fantastiske perspektiver i investeringen.

undefined
Tønder Kommune, Realdania og A.P. Møller-fonden vil investere 210 millioner kroner i en bæredygtig udvikling af Tøndermarsken.

En bæredygtig udvikling af Tøndermarsken er målet med en millioninvestering, som Tønder Kommune, Realdania og A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal netop har løftet sløret for. Parterne vil sammen investere i alt over 210 millioner kroner i et massivt løft af Tøndermarsken.

”Tøndermarsken er et helt unikt område med et stort potentiale ikke mindst i forhold til turismen. Derfor skal vi synliggøre området mere og samtidig gøre det endnu mere attraktivt, blandt andet ved at skabe mere liv og atmosfære i Højers historiske og karakteristiske bymidte. Højer er oplagt som den naturlige indgang for besøg i Tøndermarsken”, siger borgmester Henrik Frandsen fra Tønder Kommune i en pressemeddelelse fra kommunen og Realdania

Borgmesteren glæder sig over, at A.P. Møller-fonden og Realdania ser mulighederne i området og ønsker at bidrage med meget store investeringer. Han kalder det en enestående chance, som kommunen vil gribe med både begejstring og taknemmelighed.

Projektet skal løbe over fem år fra 2016 til 2021, og ifølge de tre parter bag er det lokalt engagement, som skal bære udviklingen. Derfor er involvering fra områdets erhvervs-, turist- og lokalforeninger helt afgørende. Det lokale erhvervsliv og andre kræfter skal også være med til definere en række af de konkrete projekter, der skal i gang i løbet af de kommende fem år.

Nationalpark Vadehavet bliver også inddraget i det store filantropiske projekt, og formanden for nationalparkens bestyrelse, Janne J. Liburd, er af borgmester Henrik Frandsen blevet udpeget til at sidde i projektets styregruppe.

Formanden glæder sig på nationalparkens vegne over de fantastiske perspektiver, som den trecifrede millioninvestering af Realdania, A.P. Møller-fonden og Tønder kommune kan realisere.

”Innovative koblinger mellem Tønder, Møgeltønder og Højer som kulturhistoriske bysamfund, og enestående natur i verdensklasse er grundlaget for skabe en både visionær og bæredygtig udvikling”, siger Janne J. Liburd.

Du kan læse meget mere om Tøndermarsk-projektet på Realdanias hjemmeside.

For yderligere information

Janne J. Liburd

Title: Bestyrelsesformand
Universitetsparken 1, 6000 Kolding
Telefon: +45 28 13 99 18