Højer Mølle uden vinger
10-11-2016Der er problemer med møllehatten på Højer Mølle, og som en konsekvens bliver man nu nødt til midlertidigt at afmontere vingerne på den gamle, hollandske mølle.
Vingerne på Højer Mølle skal tages af. Det sker i forbindelse med, at der skal udbedres skader på møllehatten. Foto: Museum Sønderjylland
I løbet af de kommende dage ændrer Højers skyline sig. Museet har i samarbejde med møllebygger Michael Jensen samt Slots- og Kulturstyrelsen truffet beslutning om at tage vingerne af Højer Mølle.
Det oplyser museumsinspektør Anne Marie Overgaard fra Museum Sønderjylland - Højer i en pressemeddelelse.
Hun forklarer, at det problem, som ligger til grund for beslutningen, er skader i møllehattens bærende konstruktion, og for at lette vægten og dermed belastningen af møllehatten bliver vingerne derfor taget af.
- Det er rigtig ærgerligt, men nødvendigt af hensyn til møllebygningen og sikkerheden. Museet skal nu i gang med at finde ud af omfanget af skaden, samt hvad der skal til for at løse problemet. Og dernæst skal der findes eksterne midler til at finansiere istandsættelsen. Derfor kommer der til at gå noget tid, før der atter er vinger på Højer Mølle, lyder det fra Anne Marie Overgaard.
Processen får ingen betydning for næste års sæson på Højer Mølle. Museet, der nu holder vinterlukket, åbner for sæsonen 2017 d. 1. april.