Bliv uddannet som fugleguide i Vadehavet

28-06-2018

I september starter et uddannelsesforløb for personer, der vil være fugleguider i det dansk-nordfrisiske vadehavsområde. Man kan tilmelde sig kurset frem til den 29. juli.

Der er behov for flere kompetente fugleguider i det danske-tyske vadehavsområde, og det skal et nyt uddannelsesforløb råde bod på. Foto: Franke/LKN.SH

At opleve naturen er en stærk trend i vore dages turisme. Nationalparkerne i Vadehavet på begge sider af den dansk-tyske grænse er fuglerige områder af global betydning, som rummer optimale betingelser for at se på fugle. For mange mennesker er det fascinerende at se de dansende stæreflokke, de store sværme af vadefugle og gæs og strandskadernes vilde parringsflugt. Også på dén måde bliver gæsterne overbevist om vigtigheden af at beskytte dette enestående UNESCO-verdensarvområde.

For at gøre Vadehavets enestående fugleliv så tilgængeligt og oplevelsesrigt som muligt for gæster i området, er der behov for flere kvalificerede fugleguider. Det dansk-tyske Interreg-projekt ”NAKUWA – bæredygtig natur- og kulturturisme i UNESCO-Verdensarv Vadehavet” har derfor udviklet et uddannelsesforløb for folk, der gerne vil være fugleguider. Det starter i september 2018 og består af i alt seks weekendkurser frem til august 2019 - tre i Nordfriesland og tre i den danske del af Vadehavet.  

Fagviden og metoder

Indholdsmæssigt byder kurserne på både ornitologisk fagviden og didaktiske metoder til guidning af grupper. Også udvikling og markedsføring af tilbud om fugleture til gæster samt aspekter om bæredygtigheden af guidede fugleture indgår i forløbet. Desuden er gennemførelsen af ornitologiske ture i praksis et vigtigt element.

Hvis man er interesseret i at deltage i kursusforløbet, skal man tilmelde sig senest 29. juli 2018. Uddannelsen henvender sig til personer fra det dansk-nordfrisiske vadehavsområde, som vil udvikle og tilbyde nye fugleture i området.

Med en gennemført uddannelse kan man kalde sig ”Nationalpark-fugleguide”.

Takket være et EU-tilskud til NAKUWA-projektet er selve uddannelsen gratis. Men udgifter til overnatning, transport og hovedmåltider må deltagerne dog selv afholde. Kursussproget er tysk, men dele af kurset vil efter behov kunne foregå på engelsk. Kursusmaterialet stilles til rådighed på både tysk og dansk.

 

Praktisk info

Du kan finde en detaljeret beskrivelse med indholdet i kursusrækken, alle datoer og tilmeldingsformular her.

Man kan også læse mere via disse links:

https://www.nakuwa.dk/arbejdspakken-birdwatching,

www.nationalpark-wattenmeer.de/sh/nakuwa

eller www.nakuwa.net/arbeitspaket-birdwatching-nakuwa.

Om NAKUWA

Interreg 5a-projektet ”NAKUWA – bæredygtig natur- og kulturturisme i UNESCO-Verdensarv Vadehavet” understøtter frem til medio 2020 udarbejdelsen af nye produkter inden for kultur-, cykel-, vandre- og fugleturisme samt kvalitetsforbedringer og aktiviteter inden for bæredygtig transport. Projektpartnerne er Nationalpark Vadehavet i Danmark og Nationalpark Schleswig-Holsteinischen Wattenmeer, Business Region Esbjerg, WWF og Nordsee-Tourismus-Service i Husum.