Nyt Nationalpark Magasin kommer vidt omkring

26-06-2018

Nationalpark Vadehavets årlige magasin er udkommet for femte gang. 84 sider med oplysende artikler og spændende reportager om Vadehavets natur, kultur og mennesker. Magasinet kan fås hos nationalparkens partnere - blandt andet på bibliotekerne i de fire vadehavskommuner.

Forsidebilledet på årets Nationalpark Magasin er taget ude i Ho Bugt og viser ind til en reportage fra en vandretur fra Ho til den mindste, danske vadehavsø, Langli. Foto: Robert Attermann/Red Star

Blåvand, Marbæk, Langli, Fanø, Mandø, Vester Vedsted, Rømø, Tøndermarsken – det nye Nationalpark Magasin kommer rundt i hele vadehavsområdet.  Magasinet er på i alt 84 sider – fyldt med spændende artikler og reportager om den fantastiske natur, kulturarven og menneskene i Nationalpark Vadehavet.

På magasinets forside ses tre mennesker, der går hen over vadefladen. Billedet henviser til en reportage, hvor læserne bliver taget med på en vandretur på havets bund fra Ho til Langli. Adgangen til den lille ø i Ho Bugt er kun tilladt et par måneder om sommeren, og udover den helt enestående vandring på vaden er det en tur, der blandt meget andet byder på masser af sæler og en bestigning af Dødemandsbjerget, Langlis begravelsesplads for strandvaskere.

I en anden artikel, ”Et løft til natur og mennesker på Mandø”, gør John Frikke fra nationalparksekretariatet læserne klogere på det storstilede Mandø-projekt, hvis fokus er at genoprette naturen i marskengene og at gøre vadehavsøen endnu mere attraktiv for såvel fastboende som besøgende.

 

Familien Michelsen, fra venstre Peter, Mille, Liza og Signe, har engageret sig i kampen mod forureningen af Fanøs strande. Hver dag er de på stranden for at samle marint affald, og heldigvis får de hjælp af mange både lokale og turister, som hjælper med at samle affald i særlige havfalds-poser. Foto; Robert Attermann/Red Star

 

Kampen mod hav-fald på Fanø

Nationalpark Magasin bringer også en reportage om familien Michelsen fra Fanø, der har taget kampen op mod forureningen af øens strande med marint affald, og i en anden artikel fortæller de to 13-årige tvillinger Jens og Johannes Hauge Rahbek fra Rømø om deres tur i fjor til FN-hovedkvarteret i New York. Her rettede de sammen med børn fra en række andre marine UNESCO-verdensarvssteder en kraftig appel til verdens ledere om at handle for at beskytte verdenshavene for fremtidige generationer.

Andre artikler fortæller bl.a. om geologien i vadehavsområdet, om den spritnye 54 kilometer lange vandrerute gennem hele Tøndermarsken og om tre københavnske kunstneres møde og meget anderledes kunstneriske fortolkning af Vadehavet og dets natur.

Masser af flotte fotos

Billedsiden i Nationalpark Magasin er præget af flotte fotos i indbydende opsætning. Eksempelvis kan man nyde en række fantastiske billeder indsendt til en fotokonkurrence, som nationalparken udskrev i forbindelse med sidste års magasin.

”Vores mål har været at give læserne gode, oplysende og interessante artikler og historier fra og om vadehavsområdet, som forhåbentlig kan inspirere dem til selv at tage på tur ud i nationalparken for at opleve dens mange herligheder”, siger kommunikationskonsulent Jens L. Hansen fra Nationalpark Vadehavet, der har redigeret Nationalpark Magasin.

Fakta om magasinet

2018-udgaven er det femte i rækken af magasiner med artikler og nyt om og fra Nationalpark Vadehavet. Teksterne er på både dansk og tysk. Som tidligere år er der kælet både for indhold og design, og magasinet er trykt i en høj kvalitet, som gør det langtidsholdbart. 

Nationalpark Magasin er trykt i 50.000 eksemplarer. Det er gratis, og man kan få det udleveret hos de fleste af Nationalpark Vadehavets 160 partnere rundt om i hele vadehavsområdet. Blandt andet hos turistbureauerne, besøgssteder, museer, naturvejledere, overnatnings- og spisesteder samt biblio­tekerne i de fire vadehavskommuner.

Nationalpark Magasin findes også i en digital udgave, som man kan se via dette link.