Nationalpark-magasin med alt godt fra Vadehavet

25-06-2019

En gang om året udgiver nationalparken et magasin, og 2019-udgaven er netop udkommet - fyldt med reportager og faglige artikler om naturen, kulturen og menneskene i og ved Vadehavet. Magasinet kan fås hos nationalparkens partnere samt på borgerservice og bibliotekerne i de fire vadehavskommuner.

En af artiklerne handler om fem unge fra Tønder Kommune, som under ledelse af naturvejleder Frands Soberra har bygget en flot stråtækt hytte på Rømø. Hytten, som de unge har døbt ’Rødderne fra Rømø’ er bygget udelukkende med materialer, som man kan finde i vadehavsnaturen. Foto: Robert Attermann/Red Star

 

Nationalpark Vadehavet er Danmarks største nationalpark, og i et nyt Nationalpark Magasin bliver læseren taget med på en tur rundt i hele vadehavsområdet – fra Blåvandshuk i nord til Tøndermarsken i syd. Magasinet er på 84 sider og fyldt med reportager og faglige artikler om naturen, kulturarven og menneskene i nationalparken. Det indeholder også en lang række oplysninger og tips om hvad, hvor og hvordan man kan komme ud og opleve Vadehavet.

I en af artiklerne fortæller vi om, hvordan Vadehavet på mange måder kan konkurrere med både Bygma og Silvan. Det har fem unge fra Tønder Kommune, der har haft svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet, og deres projektleder, naturvejleder Frands Soberra fra Naturcenter Tønnisgård på Rømø, bevist med et projekt, hvor de har bygget en stor hytte udelukkende med de materialer, som findes i naturen.

 

Flotte fotos

Nationalpark Magasin bringer også en stor artikel om jagten i vadehavsområdet før og nu med flotte billeder fra en vadejagt. Den yderst sjældne hedehøg, som i Danmark stort set kun yngler i vadehavsområdet, bliver portrætteret i artiklen ’Marskens elegante musefanger’, og i ’Verdensarven som 27 meter mosaik’ fortæller kunstneren Lotte Lambæk om et kunstprojekt, hun har lavet i en baggård til Kultur- og Fritidshuset i Esbjerg sammen med nogle af husets brugere. I andre artikler fortælles bl.a. om 10-året for Vadehavet som verdensarv, om fisk, om bunddyrene på vaden, om den nye nationalparkplan og om nogle af Nationalpark Vadehavets projekter.

”Nationalpark Magasin er lavet både til alle dem, der bor her, og til de mange turister og andre gæster, der besøger vadehavsområdet. Vi håber, at vi kan give læserne gode, oplysende og interessante artikler, som kan inspirere dem til selv at tage på tur ud i nationalparken for at opleve dens mange herligheder”, siger kommunikationskonsulent Jens L. Hansen fra Nationalpark Vadehavet, der har redigeret magasinet.

 

Fakta

2019-udgaven af Nationalpark Magasin er det sjette i rækken af magasiner med artikler og nyt om og fra Nationalpark Vadehavet. Teksterne er på både dansk og tysk. Der er kælet for indhold og design, og magasinet er trykt i en høj kvalitet, som gør det langtidsholdbart.

Nationalpark Magasin er gratis, og man kan få det udleveret hos de fleste af Nationalpark Vadehavets cirka 200 partnere rundt om i hele vadehavsområdet. Blandt andet hos turistbureauerne, besøgssteder, museer, naturvejledere, overnatnings- og spisesteder. Magasinet vil også kunne fås hos enten Borgerservice eller på bibliotekerne i de fire vadehavskommuner.

Nationalpark Magasin findes også i en digital udgave, som man kan se via dette link.

 

I en af artiklerne berettes om skolebørn fra Fanø, der er blevet en aktiv del af et af Nationalpark Vadehavets naturprojekter. Eleverne fra 2. og 3. klasse har været aktive i sløjdlokalet, hvor de i alt lavede 80 flotte dværgterner af træ. Træ-ternerne er blevet placeret i sandet på stranden på Fanø. Formålet er at signalere til de rigtige dværgterner, at her - i et område bag et rævesikkert hegn - er der godt yngle. Foto: John Frikke

 

I et interview bliver tiden skruet tilbage til november 1981, da en orkan ramte og skabte en voldsom stormflod i hele vadehavsområdet. Vandet blev bl.a. presset op i Ho Bugt og videre ind i Varde Ådal, der faktisk blev omdannet til et hav. Petra Simonsen fra Billum, der i dag er 86 år, oplevede stormfloden på allernærmeste hold, og hun fortæller historien om, hvordan hun og hendes mand var med til at evakuere beboerne fra ’Æ Holm’, et lille højdedrag ude i ådalen, som var blevet til en ø i et frådende hav. Foto: Robert Attermann/Red Star

 

 Den tyske fotojournalist Swinde Wiederhold arbejder i øjeblikket på en bog, hvor hun i tekst, men især med fotos portrætterer Mandø og nogle af øens indbyggere. I magasinet har vi fået lov til at bringe en håndfuld af disse portrætter. I den kommende bog, der får titlen ”Her er liv, ikke bare sand”, kommer en række af de mennesker, der bor fast på Mandø, til orde og beretter om, hvordan livet former sig på en så isoleret ø. Foto: Swinde Wiederhold

Jens Laurits Hansen

Title: Kommunikationskonsulent
Havnebyvej 30, 6792 Rømø
Telefon: +45 72 54 36 20