Nationalparkdagen i ord og billeder

28-05-2019

Nationalparkdagen blev fejret fra nord til syd med massevis af spændende og sjove oplevelser!

Foto fra Varde Å: Jimi Rosa

Vejret viste sig ikke fra sin bedste side, men det gjorde de fem arrangementer, som blev afviklet i forbindelse med Nationalparkdagen i og ved Vadehavet til gengæld.

Alle arrangementer var rigtig godt besøgt.

Fanø Natur gav en cyklende flok på godt 15 mænd og kvinder et rigtig godt indblik i blandt andet ensianblåfuglen, strandtudseskrabene og de geologiske processer på Fanø på deres 15 km lange tur.

NaturKulturVarde havde fire fuldt bookede, guidede ture på Varde Å, hvor de i alt 80 glade gæster fik set et af de områder der lægger længst væk fra, men stadig i, Vadehavet. De havde lavet en lille 'teaser' til turen, som du kan se her.

Museum Sønderjylland havde tæt på 30 gæster med på tur, hvor Vadehavet blev serveret i en kurv - dagen stod på sankemad fra området omkring Højer.

Myrthuegård havde besøg af massevis af frivillige som gav de omkring 2000 besøgende et utal af oplevelser. Nationalparkskibet 'Vadehavet' var blevet lagt på vaden og timingen i forhold til tidevandet var perfekt - gæsterne kunne gå tørskoede ombord det meste af dagen.

På Vadehavscentret havde man taget turen til Mandø, hvor den lille deltagerskare fik set et væld af fugle, mens de vandrede rundt på øen i 'tålelig' regn. 

Alt i alt må dagen betegnes som en succes for både formidlere og gæster. Vi er sikre på, at mange glæder sig til næste års fejring af Nationalparkdagen. Du kan se fotos fra dagen nedenfor:

Alette Houman Dyhrfjeld

Title: Sekretær og frivilligkoordinator
Havnebyvej 30, 6792 Rømø
Telefon: +45 72 54 36 34