Bliv den bedst tænkelige gæst i nationalparken

27-03-2019

Naturbaseret turisme er i vækst, hvilket også mærkes i de nordiske nationalparker.

Foto: Red Star

De nordiske nationalparker er populære turistmål, og antallet af turister er stigende. Det kan skabe en række udfordringer for kapaciteten i områderne, både i forhold til naturen og kulturarven, men det kan også overbelaste infrastrukturen og skabe interessekonflikter i lokalsamfundet. For at sikre, at vi kan imødekomme det stigende besøgstal og samtidig bevare værdien i områderne, er de nordiske lande gået sammen om at udvikle værktøjer til forbedring af den rekreative bæreevne. Et værktøj til at opnå dette er "besøgsstyring", så man får den rette balance mellem benyttelse og beskyttelse, og vores gæster bliver de bedst tænkelige.

Publikationen "Besøgsstyring i nordiske nationalparker" giver inspiration til, hvordan man guider gæsterne til at være optimale besøgende. Den indeholder eksempler på løsninger fra 14 nationalparker i og uden for Norden, lige fra praktiske og fysiske løsninger til strategiske styringsløsninger, og foreslår nogle overordnede anbefalinger til, hvordan man skaber bedre besøgsstyring i Norden.

Der er også lavet en film, som beskriver, hvordan flere brugergrupper kan færdes i de samme områder i harmoni. Du kan se filmen ved at klikke her og downloade rapporten ved at klikke her.

Publikationen er resultatet af et projekt støttet af Nordisk Ministerråds Terrestrial Ecosystem Group (TEG) og udført i et samarbejde mellem Thingvellir Nationalpark i Island, Jotunheimen Nationalpark i Norge og Nationalpark Vadehavet i Danmark, med BARK Rådgivning som projektleder.