Rømø, Fanø og Langli var forsvundet i 1500 år

07-12-2020

Ny forskning fortæller spændende og overraskende nyt om øerne i Vadehavet. De forsvandt, fordi tilførslen af sand til øerne pludselig stoppede eller i hvert fald blev voldsomt reduceret.

Rømø set fra luften. Men selv om øens dannelse begyndte for omkring 8000 år siden, så viser ny forskning, at Rømø, Fanø og Langli så at sige var forsvundet under havets overflade i en periode på cirka 1500 år op til begyndelsen af vores tidsregning. Foto Knud E. Christensen

I den kristne verden kan vi om et par uger fejre Jesu fødsel, men i vadehavsområdet kunne vi sådan set også godt fejre Langlis, Fanøs og Rømøs fødsel – eller rettere: genfødsel.

Hidtil har geologisk forskning peget på, at vadehavsøerne har eksisteret i omkring 8.000 år, men ny forskning gør op med den gængse fortælling om Fanø, Rømø og Langli. Forskningen viser, at vadehavsområdet blev udsat for voldsom erosion i perioden fra år 1500 før vor tidsregning til omkring år 0, og den medførte, at de tre vadehavsøer stort set var forsvundet under havets overflade i denne periode.

Det fortæller en af forskerne, Mikkel Fruergaard, adjunkt ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet, i en artikel på videnskab.dk, som er Danmarks største videnskabsmedie.

»Vores forskning viser, at hele Vadehavet var under en voldsom erosion i en periode for omkring 3.500-2.000 år siden. Det betød, at Fanø, Rømø og Langli nærmest forsvandt,« fortæller Mikkel Fruergaard, som har stået i spidsen for det nye studie, som viser, at de tre øer først dukkede op over havets overflade igen for cirka 2.000 år siden – altså i tiden omkring Jesu fødsel.

Eroderede og forsvandt

»Det er helt ny viden, at øerne eroderede og næsten forsvandt i en periode. Men forskningen ser meget overbevisende ud,« siger Ole Bennike, som er forsker og geolog ved GEUS – De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland.

Man har ingen dokumentation for beboelse på hverken Fanø, Rømø eller Langli før engang i middelalderen.

Fanø, Rømø og Langlis ’genopståen’ er imidlertid ikke kun vigtig, for alle de mennesker som bor og har boet på øerne gennem tiden. Øerne er af afgørende betydning for eksistensen af hele vadehavsområdet.

»Øerne ligger som en barriere, der beskytter hele Vadehavet. Uden øerne ville man ikke have de specielle forhold, hvor tidevandet hele tiden påvirker landskabet og naturen. Så Vadehavets eksistens er fuldstændig afhængig af, at øerne er tilstede,« forklarer Mikkel Fruergaard.

Klogere på fremtidens landskab

Han mener, at vi kan udnytte historien om de tre øers forsvindingsnummer til at bliver klogere på, hvordan fremtidens landskab vil arte sig omkring de danske kyster.

»Det interessante er, at vadehavsøerne ikke forsvandt på grund af havspejlsstigninger. De forsvandt, fordi tilførslen af sand til øerne pludselig stoppede eller i hvert fald blev voldsomt reduceret,« siger Mikkel Fruergaard.

Han forklarer, at sand og andre sedimenter konstant flytter sig rundt i kystlandskaber på naturlig vis. Det sker, fordi det bliver ført rundt med havstrømme, storme og bølger.

Og det nye studie sætter netop »en tyk streg under,« at denne naturlige flytning af sedimenter kan have stor betydning for, om landområder nær kysten vil forblive eller forsvinde i fremtiden, påpeger Mikkel Fruergaard.

»Vi viser med al tydelighed, at tilførslen af sedimenter spiller en stor rolle for udformningen af kystlandskaber. Det er en vigtig pointe, som desværre ofte bliver overset, når man taler om, hvordan fremtidens havspejlsstigninger vil påvirke os i Danmark,« siger Mikkel Fruergaard til videnskab.dk

Hvad med Mandø

Men hvad med den fjerde danske vadehavsø, Mandø, vil nogen måske spørge. Ja, forskerne mener, at nærliggende øer i Vadehavet potentielt kan have gennemgået en tilsvarende udvikling, men de har ikke tilstrækkeligt med data til at påvise, hvad der skete med andre øer i perioden, hvor Fanø, Rømø og Langli næsten forsvandt.

»Vi har meget lidt information om både Mandø og Sylt, og data fra de to øer er ikke gode nok til kunne sige noget om øernes udvikling i den pågældende periode,« siger Mikkel Fruergaard.

Du kan læse hele den spændende artikel på videnskab.dk via dette link.