Nu rykker verdensarven helt ind i din stue

12-06-2020

Snart kan du komme tæt på noget af Danmarks bedste kultur og natur uden at skulle uden for en dør. De tre syddanske verdensarvssteder tager deres helt unikke kendetegn med på Facebook, når der sendes direkte seks dage i streg. Følg med fra d. 17. juni når Kongernes Jelling, Christiansfeld Centret og Nationalpark Vadehavet giver en smag på, hvorfor lige disse tre steder er med på UNESCO's verdensarvsliste.

Foto af mennesker på vaden
I to direkte sendinger på Facebook, onsdag 17. og søndag 21. juni tager vi vore følgere med ud i Vadehavet - og dermed i verdensarven. Foto: homas Høyrup Christensen/Frame & Work

De tre syddanske verdensarvssteder er gået sammen om at lave en udsendelsesrække på seks afsnit. Udsendelserne bliver sendt direkte på Facebook og skal ikke kun fortælle om verdensarven, men også give seeren mulighed for at stille spørgsmål direkte til værterne. For de tre steder er det et spændende værktøj, der skal bringe en bid af verdensarven direkte ud til eksisterende følgere på Facebook, men også gerne videre ud.

”De sociale medier giver os en god kanal til at kommunikere med rigtig mange mennesker. I første omgang håber vi, at de følgere vi allerede har på Facebook vil tage godt imod udsendelserne, og måske tage med rundt til de to øvrige verdensarvssteder. På den måde vil vi åbne fleres øjne for, at der indenfor meget kort afstand er tre forskellige unikke oplevelser her i Syddanmark,” fortæller Morten Teilmann-Jørgensen fra Kongernes Jelling.

Udsendelserne, der skal sendes dagligt fra d. 17.-22. juni, produceres af verdensarvsstederne i samarbejde med StreamLive, der styrer både det filmiske og det tekniske. Hos StreamLive har man stor erfaring med direkte udsendelser på Facebook og ser frem til at sende Verdensarven ud på internettet.

”Det er en speciel opgave vi er blevet stillet overfor. Ikke bare skal der sendes seks dage i streg, men vi skal også binde de tre steder sammen til en udsendelsesrække. Forberedelserne er gået godt og vi samarbejder med nogle utroligt engagerede og vidende mennesker, så kvaliteten skal nok blive høj. De forskellige steder giver også nogle unikke muligheder, blandt andet skal vi sende direkte ude fra Vadehavet, emlig fra Nationalpark Vadehavets skib "Vadehavet", og det er noget, vi glæder os meget til”, siger Claus Haargaard fra StreamLive.

Lokationerne til udsendelserne omfatter i tillæg til skibet i Vadehavet blandt andet også det mytologiske sanserum i Jelling og de imponerende korhuse i Christiansfeld.

Udsendelserne er en af de sidste opgaver i det længerevarende projekt ”Verdensarvssteder i Syddanmark”, hvor de tre verdensarvssteder sammen med de lokale kommuner, Business Region Esbjerg og med støtte fra Region Syddanmark, har arbejdet sammen om mere synlighed og kendskab både i Danmark og udlandet. Projektets formål har blandt andet været at skabe mere opmærksom om, at der i Syddanmark findes tre verdensarvssteder indenfor en times tid af hinanden, noget som udsendelserne altså skal bidrage til.

Live-sendingerne fra Vadhavet er planlagt til:
Torsdag 18. juni kl. 14-14.30
Søndag 21. juni kl. 10-10.30

Den første sending bliver onsdag 17. juni kl. 16.30-17 fra Kongernes Jelling, hvorfra der også sendes lørdag 20.juni kl. 11-11.30. Fra Christiansfeld sendes fredag 19. juni og mandag 22. juni, begge dage kl. 17-17.30.