Vinderfoto med solnedgang ved Låningsvejen

04-03-2020

Lars Roed fra Ribe har taget vinderfotoet i vores vinter-konkurrence. Præmien er to unikke Nationalpark Vadehavet-krus, som er lavet i anledning af nationalparkens 10 års fødselsdag i år.

Vinderfotoet i vores vinterkonkurrence - taget af Lars Roed, Ribe.

Del dine fotos med vintermotiver fra Nationalpark Vadehavet på vores Instagram-profil og vær med i konkurrencen om to unikke Nationalpark Vadehavet-krus. 

Sådan lød opfordringen her fra Nationalpark Vadehavet i begyndelsen af februar. Nu er foto-konkurrencen slut, og vinderen er fundet. Vi kan derfor ønske et stort tillykke til Lars Roed, Ribe, som vandt med et meget smukt foto  af en solnedgang over Vadehavet dér, hvor Låningsvejen til Mandø begynder. Lars Roed beskriver selv sit foto med disse ord: "Solen forsvinder ned i havbunden i Vadehavet ved Låningsvejen". Du kan se fotoet ovenover - og hele Instagram-opslaget i bunden af  artiklen.

I alt 129 blev lagt op på Instagram forsynet med konkurrencens hashtag, #vinterivadehavet, samt #nationalparkvadehavet og #vadehavet10år. Konkurrencen var tilrettelagt på den måde, at de tre fotos, som fik flest 'synes godt om', kvalificerede sig til en finale, hvorefter en intern dommerkomité i nationalparksekretariatet skulle kåre den endelige vinder. Og man må sige, at det blev en let opgave for dommerne, for alle tre billeder i finalen var taget af Lars Roed. Vinderbilledet opnåede 1440 'synes godt om', mens de to andre finale-fotos opnåede henholdsvis 1201 og 1182.

Dommerne bemærkede i øvrigt, at der var rigtig mange flotte fotos med i konkurrencen - og hermed en stor tak til alle bidragydere!

Flittig leverandør

Lars Roed er i forvejen en af de mange flittige leverandører af fotos til Nationalpark Vadehavets Instagram- og Facebook-profiler, og han arbejder til daglig som fotograf og grafisk designer fra Ribe. Med sit firma, Photosbyroed, er han også nationalparkpartner. På sin hjemmeside beskriver han sig selv som en, der "har en svaghed for naturen og de flotte landskaber og detaljer, som findes omkring mig. Jeg har meget fokus på Vadehavet og marsken, som jeg finder utroligt spændende med alle deres forskelligheder. ... Jeg kan altid finde nye motiver at tage billeder af.  Jeg prøver med mine billeder at fange både stilheden og roen som findes ved Vadehavet, men søger også det barske i denne smukke natur og dens omgivelser."

Du kan også vinde

Præmien som vinder af konkurrencen er to flotte og unikke Nationalpark Vadehavet-krus designet af pottemager Jytte Lysgaard, og de er nu er på vej til Lars Roed.

Men du har også mulighed for at vinde to krus, for vi har allerede sat gang i en ny fotokonkurrence på Instagram, som kører under hashtagget #forårsfjer. Du kan læse de nærmere betingelser for at være med i denne konkurrence i nyheden herunder eller via dette link.

Vi håber, at rigtig mange har lyst til at være med og på den måde være med til at gøre markeringen af Nationalpark Vadehavets første 10-år ekstra festlig med en masse flotte fotos.

Jens Laurits Hansen

Title: Kommunikationskonsulent
Havnebyvej 154, 6792 Rømø