Nationalpark Vadehavet aflyser partnerdag

11-03-2020

Risikoen for smittespredning af coronavirus/Covid-19 får nationalparken til at aflyse sin årlige dag for nationalpark-partnerne, der skulle have været holdt på onsdag i Skærbæk med mellem 150 pog 200 deltagere.

Partnerdagen er en årligt tilbagevendende begivenhed for Nationalpark Vadehavets partnere (p.t. 210). Her et foto fra en tidligere partnerdag. Foto: Jens L. Hansen

 

Nationalpark Vadehavet har i dag besluttet at aflyse vores årlige såkaldte partnerdag, som var planlagt til onsdag 18. marts. Det gør vi for at bidrage til at forhindre smittespredning af coronavirus/Covid-19 og i tråd med de seneste anbefalinger fra myndighederne.

Partnerdagen skulle have været afviklet i Skærbækcentret med forventet mellem 150 og 200 deltagere.

Allerede fredag i sidste uge anbefalede myndighederne, at arrangementer med over 1000 deltagere bliver udskudt eller aflyst, og tirsdag bød på yderligere tiltag og opfordring fra regeringens og myndighedernes side om, at alle skal tage ansvar for at inddæmme smitten af coronavirus. På den baggrund har Nationalpark Vadehavet besluttet aflyse årets partnerdag.

En særlig forpligtelse

”Med udgangspunkt i de gældende anbefalinger kunne vi godt have afviklet vores partnerdag, men vi har alle et ansvar for at vise samfundssind, og som en statslig fond påhviler der Nationalpark Vadehavet en særlig forpligtelse til at bidrage til myndighedernes strategi om, at corona-smitten bliver inddæmmet og forsinket mest muligt. Derfor aflyser vi”, udtaler Janne Liburd, der er formand for Nationalpark Vadehavets bestyrelse.

Partnerdagen er et årligt tilbagevendende arrangement, hvor vi samler nationalparkpartnerne til en dag med oplæg, workshops, inspiration, information m.v. om nationalparken. Vi har p.t. 210 nationalparkpartnere fra de fire vadehavskommuner, som til sammen former et stort netværk af virksomheder, institutioner og foreninger, som alle på en eller anden måde har nationalparken som en del af deres daglige virke.

Mange af partnerne vil i løbet af året spille en aktiv rolle, når vi markerer og fejrer, at det her i 2020 er 10 år siden, Nationalpark Vadehavet blev indviet.

Partnerdagen i 2021 er planlagt til onsdag den 3. marts, og den afvikles naturligvis i Skærbækcentret.

Jens Laurits Hansen

Title: Kommunikationskonsulent
Havnebyvej 154, 6792 Rømø