Vadehavet inspirerer unge til at læse og skrive

20-11-2020

Nationalpark Vadehavet har sammen med bibliotekerne i de fire vadehavskommuner fået 335.000 kr. fra Kulturministeriet til et projekt, hvor Vadehavets særlige natur og kultur skal styrke unges lyst til at læse og skrive.

I projektet 'Litteraturlig viis' kommer elever i alderen 15-18 år blandt andet en tur ud i nationalparken sammen med naturvejledere, hvor der sættes fokus på landskabet og naturkræfterne som inspiration for skrivekunsten. Foto: Ditte Hviid

Nationalpark Vadehavet danner i foråret 2021 rammen om et samarbejde i Esbjerg, Varde, Tønder og Fanø kommuner. Projektet hedder Litteraturlig Viis og er blevet til på fælles initiativ af Nationalpark Vadehavet og bibliotekerne i de fire vadehavskommuner. Men projektets 'hovedpersoner' bliver elever fra fire skoler: Ungdomshøjskolen ved Ribe; Fanø Skole, Vardeegnens Gymnasieforberedende Efterskole og Rejsby Europæiske Efterskole.

I projektet skal eleverne, der alle er i aldersgruppen 15-18 år, abejde sammen med forfattere, der enten bor i vadehavsområdet eller i deres litteratur har skrevet om Vadehavet. De unge og forfatterne skal både arbejde med forfatternes og de unges egne tekster.

Inspiration for skrivekunsten

Konkret foregår Litteraturlig Viis sådan, at naturvejledere fra nationalparkens kommuner tager deltagerne med på tur ud i Nationalpark Vadehavet, hvor de sætter fokus på landskabet og naturkræfterne som inspiration for skrivekunsten. Målet er at engagere de unge i læringsforløbet og lade dem opleve, hvordan sproget og litteraturen i samspil med naturen kan bakke op om forståelsen af deres egen kultur og identitet.

"Vi synes, det er en fantastisk, hvis vi på den måde kan medvirke til, at de unge får øjnene op for, hvor de kommer fra og for nogle af de kvaliteter ved vadehavsområdet, som de måske ikke er bevidste om", siger Anne Husum Marboe, der er udviklingskonsulent ved Nationalpark Vadehavet.

Hun tilføjer, at en stor sidegevinst ved projektet er, at det også vil generere læringsmateriale, som kan indgå i nationalparkens undervisningsplatform Mit Vadehav.

Ambassadører for fælles egn

Formanden for Kultur & Fritidsudvalget i Esbjerg Kommune, May-Britt Andrea Andersen, ser også spændende perspektiver i projektet.

”Det er en rigtig god idé at lade de unge udforske både naturen og litteraturen med afsæt i den helt særlige betydning, Vadehavet har for vores historie, kultur og selvforståelse her i det sydvestjyske område. Vi er så heldige at have en naturperle, som både er nationalpark og verdensarv, og det åbner døre for masser af oplevelser, læring og dannelse. Samtidig med at de unge udvider deres egen horisont, bliver de også klogere på vores fælles egn, som de går videre ud i verden som ambassadører for”, siger May-Britt Andrea Andersen.

Anne Husum Marboe, Udviklingskonsulent

Anne Husum Marboe

Title: Udviklingskonsulent
Havnebyvej 30, 6792 Rømø
Telefon: +45 72 54 36 51