Bryggeri støtter sortternerne i nationalparken
30-04-2021WestBrew har skabt en ny specialøl, som er dedikeret til sortternen. Den har fået navnet 'Black Tern', og for hver solgt flaske donerer bryggeriet 5 kroner til sortterneprojektet. 'Black Tern' blev lanceret 29. april i forbindelse med, at der blev lagt redeflåder ud til sortternerne syd for Tønder.
Jesper Tofft fra Nationalpark Vadehavet og Karl Benne Jensen fra Tønder Kommune lægger nye redeflåder ud til sortternerne i Bremsbøl Sø. Foto: Ulrik Pedersen, Tøndermarsk Initiativet
Danmarks vigtigste bestand af den sjældne sortterne yngler i Tøndermarsken i Nationalpark Vadehavet. Vi har dog kun fornøjelsen af den elegante fugl i yngleperioden fra begyndelsen af maj til august. Men nu kan de bare komme!
Siden 2015 har vi sammen med en række partnere i projekt ’Sortternen i Nationalpark Vadehavet’ prøvet at hjælpe arten ved at udlægge små, kunstige redeflåder, hvor sortternerne kan anlægge deres reder i større sikkerhed for oversvømmelser og rovdyr. I projektet over-våger vi nøje sortternerne i Tøndermarsken, og vi kan konstatere, at de tager godt imod redeflåderne. Det mest glædelige er, at flåderne har medvirket til et stigende antal flyvefærdige unger.
2020 var den hidtil bedste ynglesæson i projektets levetid, så her i 2021 øger vi antallet af udlagte redeflåder. 28. og 29. april blev der udlagt i alt 78 flåder fordelt på fire lokationer i den indre del af Tøndermarsken. De sidste 10 flåder blev torsdag lagt ud i naturreservat Bremsbøl Sø. De øvrige 60 flåder er udlagt i hhv. Magisterkogen og Hasberg Sø.
Projektkonsulent John Frikke fra Nationalpark Vadehavet er ansvarlig for sortterneprojektet, og han fremhæver, at sortternen er på den såkaldte rødliste som en truet art i Danmark, og at vi i Tøndermarsken har over halvdelen af de i alt blot 50-70 ynglepar her i landet.
”Derfor har vi en særlig forpligtelse til at passe på ’vores’ sortterner, så vi kan bevare den som en dansk ynglefugl”, siger John Frikke.
”Heldigvis har vi i sorterneprojektet et godt samarbejde med både danske og tyske partnere, som alle på forskellig vis bidrager til, at vi kan gøre en god og effektiv indsats for denne fine og meget elegante fugl”, tilføjer han.
Ny samarbejdspartner
I forbindelse med udlægningen af redeflåder i Bremsbøl Sø kunne Nationalpark Vadehavet præsentere en ny samarbejdspartner: Mikrobryggeriet WestBrew ligger ved Ho Bugt i den anden ende af nationalparken, og her har brygger og indehaver Tommy Bagger skabt en helt ny specialøl, som er dedikeret til sortternerne i Tøndermarsken. Øllen markedsføres under navnet ’Black Tern’ (sortterne på engelsk), og for hver solgt flaske donerer WestBrew 5 kroner til sortterneprojektet.
”WestBrew ligger i Nationalpark Vadehavet, og vi er meget inspireret af naturen i vadehavs-området og naturens gang hen over året. Derfor er det også oplagt for os at støtte et godt naturprojekt i nationalparken, og vi glæder os over at kunne yde et bidrag til at bevare sort-ternen i den danske natur”, udtaler Tommy Bagger.
Black Tern-øllen har fået en specialdesignet etiket, og hver eneste flaske har desuden en særlig ølbrik hængende i en elastik om halsen. På etiket og ølbrik kan man læse kort om sortternen og sortterne-projektet, samt at man er ved køb med til at støtte denne art. Der er også adresse på en ny webside om sortterneprojektet og
samarbejdet mellem nationalparken og WestBrew: www.sortternen.dk
Black Tern er i øvrigt pale ale med en alkoholprocent på 5,2.


Tommy Bagger, indehaver og brygger, WestBrew. Foto: Ulrik Pedersen

Projektkonsulent John Frikke fra Nationalpark Vadehavet fortæller om sortterneprojektet til projektpartnere, pressefolk m.v., som overværede udlægning af redeflåder og var med til lancering af 'Black Tern'-øllen. Foto: Ulrik Pedersen