Forskere og studerende på gåben og to hjul rundt i vadehavsområdet

19-09-2022

TriWad Walk er et forsknings- og uddannelsesprojektet, hvor 20 forskere og studerende fra de tre vadehavslande i løbet af en uge går og cykler rundt i vadehavsområdet på begge sider af grænsen mellem Danmark og Tyskland. Undervejs støder andre til - og alle interesserede er velkomne til at gå med.

Deltagerne i Triwad Walk, der kommer fra universiteter i Danmark, Tyskland og Nederlandene besøgte mandag området omkring landegrænsen ved Siltoft, hvor man finder Rickelsbüller Koog på den tyske side og Margrethekog på den danske. Her er de fotograferet bogstaveligt talt på grænsen foran den gamle grænsestation i Siltoft, som i dag tjener som et velkomststed med formidling om nationalparken og marsken. Foto: Jens L. Hansen

Med udgangspunkt i vadehavsområdet på begge sider af grænsen mellem Danmark og Tyskland går 10 forskere og 10 studerende fra Danmark, Tyskland og Nederlandene i dagene 18.-24 september i dybden med en række emner og problemstillinger i vadehavsregionen. Og det med, at de ’går’ i dybden, skal forstås helt bogstaveligt, for forskerne og de studerende bevæger sig primært rundt i området enten på gåben eller på cykel.

Syddansk Universitet og Nationalpark Vadehavet er værter for TriWad Walk, som er titlen på dette forsknings- og uddannelsesprojektet, der bringer deltagerne rundt i Wiedingharde (Viddingherred) og Sylt (Sild) på den tyske side af grænsen samt Rømø og Tøndermarsken på den danske.

Formålet med projektet er, at deltagerne skal få en dybere indsigt i relationer mellem menneske og natur i vadehavsregionen. Eksempelvis hvordan man lever med/mod vandet, klimaforandringer, turisme, verdensarv, og perspektiver på en mere bæredygtig udvikling.

Samtaler og indsigt

Formand for Nationalpark Vadehavet Janne Liburd, der til daglig er professor i bæredygtig turisme på Syddansk Universitet (SDU), har været med i planlægningen af TriWad Walk og er naturligvis også selv blandt deltagerne. De deltagende forskere og studerende kommer fra forskellige discipliner og studier på SDU samt universiteterne i Lüneborg, Bremen, Oldenburg (D) og Groningen (NL).

Janne Liburd fortæller, at ideen med at gå og cykle på tværs af Vadehavets grænser er valgt meget bevidst.

”Den langsomme bevægelse gennem landskabet giver anledning og mulighed for dybe samtaler og vigtige individuelle indtryk af naturen”, forklarer hun.

Janne Liburd tilføjer, at ud over de faste deltagere vil også andre støde til undervejs. Således er 35 internationale studerende i turisme fra Syddansk Universitet med på turen, når man torsdag 23. september skal ud på en cirka 15 km lang vandretur på Rømø med naturvejledere fra Naturcenter Tønnisgård som guider.

Fredag 24. september skal deltagerne ud på en ligeledes 15 km lang vandretur gennem Tøndermarsken, og her får de selskab af bl.a. Tønders borgmester Jørgen Popp Petersen, klimakoordinator Eva Duedahl fra Tønder Kommune og museumsinspektør Anne Marie Ludvigsen fra Museums Sønderjylland.

Alle er velkomne til at gå med

Janne Liburd gør opmærksom på, at alle interesserede er velkomne til at gå med på de planlagte vandringer, hvis man har lyst til at møde forskerne og de studerende – og måske komme med input til samtalerne undervejs.

Turen på Rømø udgår fra Naturcenter Tønnisgård torsdag kl. 9.00, mens turen i Tøndermarsken udgår fra ’Højergård’ i Højer fredag kl. 10. Hovedsproget på vandreturen vil være engelsk, men iblandet tysk og dansk undervejs.

Som en del af TriWad Walk bliver der udviklet nyt formidlings- og undervisningsmateriale om Vadehavet. Projektet er finansieret af SDU, Nationalpark Vadehavet, Det Fælles Vadehavssekretariat (CWSS), Wadden Akademie og EU’s Interregprogram.