Levesteder til ensianblåfugl – det bidrager du til
Vi genetablerer naturområder til bestande af den særlige og truede sommerfugl ensianblåfugl.
Når vi forbedrer naturen for ensianblåfugl, gavner vi samtidig biodiversiteten: Initiativerne skaber nye levesteder for en række planter, herunder klokkeensian, benbræk og den kødædende plante liden soldug, insekter såsom argus blåfugl, grøn busksommerfugl, bølleblåfugl, lille kærguldsmed og hedegræshoppe samt dyr og fugle såsom skovfirben, hedelærke, storspove og sortstrubet bynkefugl.
Genetablering af naturen medvirker også til at binde miljøgasser og nedbringe udledninger.
Hvor gør vi noget
I Nationalpark Vadehavet har vi fire særlige områder hvor vi vil styrke bestanden. Vi arbejder i Marbæk nær Esbjerg, på Rømø, på Fanø og ved Ålbæk.
Hvem kan være med
Vi tager landbrugsarealer ud af drift og naturplejer områderne med afgræsning og fjernelse af buske og træer. På velvalgte steder opsætter vi info-tavler hvor besøgende kan læse om ensianblåfugl og den øvrige natur på stedet samt om de indsatser, vi sammen gør for naturen.
Nationalpark Vadehavet vil arrangere særlige ture, hvor vi formidler om ensianblåfugl. Vi vil inddrage fagligt interesserede til at holde øje med udviklingen på stedet (naturovervågning), ligesom vi inviterer borgere og dine medarbejdere med på ture, hvor de aktivt kan hjælpe med at rydde buske, sætte hegn mv. For bidragsydere vil vi kunne arrangere særlige ture for jeres medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere.
Om ensianblåfugl
Sommerfuglen ensianblåfugl har en helt særlig livscyklus sammen med blomsten klokkeensian og den røde stikmyre. Uden blomsten og myren kan den ikke overleve. Ensianblåfugl er en rødlistet art, dvs. en særligt truet art. Gør vi ikke noget, vil den uddø. Den findes ved fugtige lavninger, hedemoser og klitheder som i stigende grad oplever tilgroning. Det skal fjernes. På Fanø etablerer vi korridorer i plantager, fordi ensianblåfuglen ikke flyver over træerne. Derfor er det nødvendigt at fjerne gran og fyr i korridorerne, sådan at den fine, lille sommerfugl kan flyve til andre områder og etablere nye bestande der.