Beskyttelse af yngle- og kystfugle

Ved at hegne områder inde sikres et større antal fugleunger på vingerne hos de jordrugende fugle. Hegnene giver fuglene fred for rovdyr, løse hunde og mennesker i yngleperioden.

Opsætning af kystfuglehegn på nordenden af Fanø. Foto: John Frikke

Kystfuglehegn – det bidrager du til

Vi opstiller hegn på strandene, så de jordrugende fugle har beskyttede områder at yngle i, ligesom vi moniterer fuglene, regulerer uønskede rovdyr, laver formidling og styrker fuglenes ynglesucces.

Hvor gør vi noget

I Nationalpark Vadehavet opsætter vi i fuglenes yngletid hegn på særligt udvalgte områder på strandene ved Blåvandshuk, på Fanø og Rømø og i andre kystområder, hvor sårbare arter som præstekraver, klyder og terner ruger.

Opgaver som man kan være med til at løse

Om foråret sætter vi hegn op og tager dem ned, når ynglesæsonen sidst på sommeren er ovre. Vi tæller fuglene og deres ynglesucces og holder øje med angreb fra prædatorer. Det kan være nødvendigt at regulere rovdyrene, fx den invasive mårhund. Kontinuerligt forbedres og udskiftes udstyret og faciliteterne, og ved hegningerne opsættes formidlingstavler. Det er opgaver, som mange kan hjælpe med.

Nationalpark Vadehavet vil arrangere særlige ture, hvor vi formidler om kystfuglene. Vi vil inddrage fagligt interesserede og frivillige til at holde øje med udviklingen på stedet (monitering), ligesom vi inviterer borgere og dine medarbejdere til at deltage som frivillige og komme med på ture, hvor de aktivt kan hjælpe med hegningsopgaver mv. For bidragsydere vil vi kunne arrangere særlige oplæg og ture for medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere.

Om de ynglende kystfugle

Vadehavet er et af verdens vigtigste fugleområder, hvor millioner af vandfugle yngler eller raster på vej til eller fra deres yngleområder i Canada, Grønland, Norden og Rusland (Den Østatlantiske Trækrute).  Men fuglene er under pres fra klimaforandringer, menneskelige aktiviteter og prædation fra rovdyr. Især menneskelige aktiviteter på strandene påvirker fuglene.

Aktiviteter som når vi løber, går ture, cykler, kører i bil eller kitebuggy og lufter hund (som ikke er i snor), er meget forstyrrende. Det påvirker ynglesuccesen. Fuglene får ikke nok at æde, og æggene bliver kolde mv. Derfor laver vi nogle små, fredfyldte oaser ved at opstille strømførende hegn om foråret og pille dem ned sidst på sommeren. Vi moniterer fuglene og deres ynglesucces, regulerer uønskede rovdyr og formidler om fuglene og indsatserne med infotavler mv.