Velkommen-projektet er nu afsluttet – næsten

Vi er tæt på vejs ende med det store formidlingsprojekt, hvor der er etableret porte på en række eksisterende formidlingsinstitutioner, nye velkomststeder, nye stier en stærkt forbedret hjemmeside m.m.

På Fiskeri- og Søfartsmuseet åbnede man tidligere i år en ny udstilling om livet under vandet i forbindelse med, at man blev port til Nationalpark Vadehavet. Foto: Red Star

Projektet ’Velkommen til Nationalpark Vadehavet’ er nu gået ind i den sidste fase med afrapportering og revision af projektet. Kun en enkelt del afventer, nemlig et nyt velkomststed ved naturprojektet Juvre Engsø på det nordlige Rømø.

’Velkommen til Nationalpark Vadehavet’ tog sin begyndelse i 2020. Projektet er et resultat af et samarbejde mellem nationalparken, Nordea-fonden, Naturstyrelsen og de fire vadehavskommuner. Alle har de bidraget til det samlede budget på 21,7 millioner kroner.

Det er gået over stok og sten og med rigtigt mange projektdeltagere og samarbejdsparter. I projektet er der blevet etableret fire nye porte til Nationalpark Vadehavet, og to eksisterende blev forsynet med ny formidling.

Madpakkehuse og nye stier

Ud over velkomststedet ved Juvre er der lavet yderligere fem velkomststeder – en slags madpakkehuse – med formidling rundt om i området.

Som en del af projektet er der blevet markeret stier i Astrup ved Rømødæmningen, Husum Enge ved Ballum og på Mandø. Små og store infosteder er skudt op i hele nationalparkens område fra syd til nord, varierende i størrelse fra et enkelt skilt til større formidlingsinstallationer og ikke mindst vores mobile infotrailer.

Tre fugleskjul er der kommet (faktisk bliver velkomststedet ved Juvre også et fugleskjul).

Ny hjemmeside

Projektet har også sat sit aftryk på vores hjemmeside, som er blevet forenklet og har fået mere fokus, hvad du kan opleve i nationalparken – og hvordan. Desuden er hjemmesiden tænkt mere mobilvenlig i sin nye udformning. Og som noget af det sidste vil du møde vores nye trykte guidebog med kort rundt omkring hos nationalparkens partnere og porte. Den vil vise dig ud til en hel del af den formidling, som er lavet i projektet, så kom ud og oplev det det selv:

Velkommen til Nationalpark Vadehavet!

De syv porte

De fire nye porte er:

  • Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg
  • Myrthuegård i Marbæk
  • Naturcenter Tønnisgård på Rømø
  • Blåvandshuk Fyr.

Vadehavscentret i Vester Vedsted og Højer Mølle havde allerede fået status af porte, inden projektet gik i gang, men begge steder er der kommet ny formidling til.

Endelig fungerer hjemmesiden som en digital og syvende port.