Nationalparkdag fejres tre steder i nationalparken

24. maj er Nationalparkdag, og den fejres overalt i Europa på dagen eller tæt på. Det sker også med gratis arrangementer tre steder i Nationalpark Vadehavet, som har støttet dem økonomisk.

Billedet er fra fejringen af Nationalparkdagen ved Myrthuegård forrige år. Foto: Myrthue - Natur, Kultur & Læring

Rundt om i Europa fejrer nationalparker og andre beskyttede natur- og kultur-steder Nationalparkdagen den 24. maj (eller tæt på denne dato). European Day of Parks, som den hedder officielt, er en dag, hvor nationalparker og beskyttede områder i hele Europa fejrer deres succeser og erklærer værdien og fordelene ved Europas beskyttede områder for lokalsamfund, beslutningstagere og den brede offentlighed.

I Nationalpark Vadehavet er der i år tre arrangementer – hos henholdsvis Myrthue - Natur, Kultur & Læring (Marbæk/Esbjerg), Naturcenter Tønnisgård (Rømø) og NaturKulturVarde.

Alle tre arrangementer har fået tilskud fra en særlig pulje, som Nationalpark Vadehavet har til at støtte fejring af Nationalparkdagen.

Myrthue - Natur, Kultur & Læring

Traditionen tro kombinerer Myrthue - Natur, Kultur & Læring en fejring af Nationalparkdagen Marbækdagen. Det sker med et stort arrangement søndag 26. maj kl. 10-16, og det hele foregår i området omkring Myrthuegård i Marbæk, hvor der vil et væld af gode natur- og kulturoplevelser. Man kan fx komme på rundtur i Marbæk Plantage med Naturbussen, og i det hele taget vil der være aktiviteter og oplevelser for alle, når Myrthues medarbejdere sammen med Esbjerg Kommunes skovfolk og mere end 100 frivillige fra forskellige foreninger og organisationer byder velkommen. Den traditionsrige Nationalpark-/Marbækdag er for store som små, og der er nok at se på og prøve.

Arrangementet foregår i den nordlige del af Marbækområdet med udgangspunkt i Myrthuegård. Der er ingen tilmelding – man skal bare møde op.

Via linket kan du læse mere om det omfattende program.

 

 

Naturcenter Tønnisgård inviterer til at komme og være med til at udforske livet under havoverfladen ved Lakolk strand. Billedet er fra et lignende arrangement i fjor. Foto: Caroline Vester Villumsen

 

Naturcenter Tønnisgård

Naturcenter Tønnisgård fejrer Nationalparkdagen med et gratis arrangement søndag 26. maj kl. 9-12. Her kommer man til at opleve og undersøge, hvad der gemmer sig under havoverfladen. Naturvejledere fra Tønnisgård står klar med rejehov, akvarier, bestemmelsesduge og meget mere. Og en masse gode historier og facts, om de dyr, der bliver fanget.

Mødested: Lakolk strand – efter nedkørslen til stranden kører/går man til venstre (sydpå), helt hen til pælerækken, der afgrænser det bilfrie område. Naturvejlederne vil stå i vandkanten, og de har en trailer og nogle beachflag med. Arrangementet fungerer som et åbent hus, hvor man kan komme, når det passer og blive, så længe man lyster.

NaturKulturVarde

NaturKulturVarde kalder sit arrangement ’Aftenvandring ved Nationalpark Vadehavets udspring’ – ja, faktisk byder man på fire ture, alle onsdag 22. maj, men på forskellige klokkeslæt: kl. 17-19.30, 17.30-20, 18-20.30 og 18.30-21.

Turene begynder ved Slotsbanken Varde - Vardehus, Havnepladsen 4, Varde. Vandringen foregår i grupper på op til 40 personer per hold. Ruten følger det bynære loop langs Kyst-til-kyst stien i Varde Ådal, og undervejs vil man møde både natur- og kulturformidlere på forskellige formidlingsposter. Deltagerne kommer til at gå langs åen, høre fortællinger om de specielle arter, som lever i det skjulte i området, om livet under overfladen i åen og kampene på slotsbanken. Sidst men ikke mindst får man mulighed for smagsprøver af dyr, der laver naturpleje i området.

Arrangementet er gratis, men deltagelse kræver tilmelding til det ønskede tidspunkt. Det kan ske via dette link:

EUROPARC Federation

EUROPARC Federationr et netværk for Europas natur- og kulturarv – fx nationalparker. Sammenslutningen er skabt af dens medlemmer og arbejder for at forbedre forvaltningen af beskyttede områder i Europa gennem internationalt samarbejde, udveksling af ideer og erfaringer og ved at påvirke politikerne. 

EUROPARC Federation lancerede he European Day of Parks (Nationalparkdagen) i 1999, og dagen er siden blevet fejret hvert år 24. maj (eller på en passende dag tæt på denne dato).

Nationalpark Vadehavet har været medlem af EUROPARC Federation siden 2017.