Rekord-år for ynglende sortterner
Siden 2015 har vi hjulpet den sjældne ynglefugl sortternen gennem et særligt projekt. Indsatsen består primært i, at vi udlægger kunstige redeflåder til sortternerne i Tøndermarsken, som er det vigtigste af de kun tre steder i Danmark, hvor de yngler.
I 2016 var vi helt nede på kun 28 ynglepar, men siden er antallet steget støt. I 2023 var der ny ’rekord’ med cirka 65 par, og 2024 blev endnu bedre: Hele 85 par sortterner ynglede i Tøndermarsken – og dermed i Nationalpark Vadehavet.
Vi har en plan...
Man fristes næsten til at udbryde et: 'Skide-godt, Egon' - for vi har en plan. En nationalparkplan, forstås.
Det er lovbestemt, at vi som nationalpark hvert sjette skal lave en plan for vores arbejde, og gennem mere end et år har vi arbejdet med at få lavet vores tredje plan, som gælder for årene fra 2025 til og med 2030.
En stor tak til de mange samarbejdspartnere, borgere, organisationer m.v., som har bidraget til processen med flere end 450 ideer og forslag.
Kvalitetsformidling i hele vadehavsområdet
Her ved udgangen af 2024 kan vi nu sætte flueben ud for ’Velkommen til Nationalpark Vadehavet’ - et meget omfattende formidlingsprojekt, som hjælper både besøgende og lokale godt på vej, når de vil ud at opleve nationalparken.
Vi tog hul på projektet i 2020, og kan i dag glæde os over en lang række resultater i form af gennemførte delprojekter:
- 6 porte til Nationalpark Vadehavet på museer og naturformidlingscentre
- 6 madpakkehuse med formidling
- 30+ små og store infosteder
- 4 fugleskjul med formidling
- 1 digital port – en ny hjemmeside
- 1 trykt guidebog med fold-ud-kort
Projektet er blevet til i et samarbejde mellem nationalparken, Nordea-fonden, Naturstyrelsen og de fire vadehavskommuner. Alle har de bidraget til det samlede budget på 21,7 millioner kroner.
Ny teknologi i naturens tjeneste
I påsken havde vi debut på sælen Waddi på Fanø. Her blev gæsterne mødt af klistermærker med et billede af Waddi og en QR-kode, som fører til et chatvindue, hvor man kan spørge om alt fra cykeludlejning til gode naturoplevelser, højvandstider, restaurantbesøg og meget mere. Og man får gode råd til bæredygtig opførsel på øen. Svarene formuleres via kunstig intelligens.
Waddi er den første af sin slags i verden og en del af projektet Green Nudging, som udvikles i et samarbejde mellem Fanø Kommune, Destination Vadehavskysten, NTT DATA og Nationalpark Vadehavet. Det er altså et projekt, hvor vi tager den nyeste teknologi i brug i naturens tjeneste.
Vi har sat bæredygtighed på programmet
VaBene er en forkortelse af ’Visitor activation to Benefit nature and environment’. Det er et EU-støttet projekt under Interreg-programmet, som vi for alvor kommet i gang med i 2024.
Tidligere på året har vi fx haft workshop med efterskole-elever i Højer om bæredygtighed, vi har lavet en undersøgelse af partneres holdning til at arbejde med bæredygtighed, og vi har holdt co-creation-workshop med nogle af dem på Fanø. Vi er også i fuld gang med en bæredygtighedsguide, som kan hjælpe partnerne i dagligdagen, og i begyndelsen af det nye år tager vi hul på en bæredygtigheds-uddannelse for guider
Vi driver VaBene sammen med tre tyske projekt-partnere: Nationalpark Schleswig-Holsteinisches Wattenmeer, WWF Deutschland (Verdensnaturfonden) og turistorganisationen Nordsee-Tourismus-Service.
Læs mere om de enkelte projekter
Hvad er der sket i 2024 i Nationalpark Vadehavet
Et lille udpluk af begivenheder m.v. fra året, der snart er gået:
- Nationalparken har over 100 uvurderlige frivillige, som formidler området og sørger for bedre kår for natur og gæster
- Vi støttede lokale projekter og arrangementer
- Ny guide til Nationalpark Vadehavet blev udgivet
- Nationalparkmagasin nr. 11 blev udgivet
- Vi fik testet om gæsterne vil hjælpe, mens de er på besøg
- Nofence-projektet fik besøg af fødevareministeren
- Vi fik udarbejdet en plan for de kommende 6 år
- Ny rapport om strandtudsen blev udgivet
- Ny rapport om prædationsprojektet blev udgivet
- Vi blev blev varslet en reduktion på to millioner kr. på vores finanslovsbevilling - men besparelsen blev rullet tilbage i den endelige finanslov
- Vi fik nye invasive arter på besøg - vaskebjørn, sumpbæver og bisamrotte
- Mandø blev officiel 'Dark Sky Park'
- Velkommen til Nationalpark Vadehavet blev afsluttet
- For første gang i 20 år bliver Vadehavet målt op