Ti års indsats for at hjælpe de jordrugende fugle

En ny faglig rapport om nationalparken prædationsprojekt er netop udgivet. Titlen er ’Nationalpark Vadehavets prædationsprojekt 2015-2023’ med undertitlen 'Indsatser, erfaringer og resultater'. Rapporten samler og fremlægger den viden, der danner grundlaget for, at vi også i de kommende år vil arbejde med regulering af prædatorer som led i indsatsen for at skabe bedre vilkår for områdets jordrugende ynglefugle.

Alt tyder på, at reguleringen af udvalgte prædatorer som ræv i særligt vigtige yngleområder for engfugle som vibe har en positiv effekt på bestandene af de jordrugende fugle. Foto: John Frikke

Ræven er et smukt dyr. Den er en oprindeligt hjemmehørende dansk art og som sådan også en helt naturlig og integreret del af dyrelivet i vadehavsområdet. Som rovdyr har ræven en vigtig funktion i naturen, men da man ved, at et rævepar med et kuld på fire hvalpe æder cirka et ton kød på et år, kan en stor rævebestand være et stort problem for en række jordrugende fuglearter. Det gælder fx vibe, stor kobbersneppe, rødben, brushøns, klyde og terner – alle karakterarter i vadehavsområdet, som desværre har været i tilbagegang gennem årtier.

Siden 2015 har Nationalpark Vadehavet igennem et særligt prædationsprojekt gjort en målrettet indsats for at komme de jordrugende fugle til undsætning. Projektet går ud på regulere ræve og tre andre arter af prædatorer (rovdyr) i en række vigtige yngleområder for de jordrugende fugle i nationalparken. De tre andre prædator-arter er: mårhund og mink, som begge er invasive arter, samt krage.

Det konkrete reguleringsarbejde varetages af cirka 50 frivillige jægere fra hele vadehavsområdet.

I en ny faglig rapport, ’Nationalpark Vadehavets prædationsprojekt 2015-2023’ præsenteres de forskellige indsatser samt de erkendelser og erfaringer, der er opnået i projektet. Rapporten samler og fremlægger den viden, der danner grundlaget for, at Nationalpark Vadehavet også i de kommende år vil arbejde med regulering af prædatorer som led i indsatsen for at skabe bedre vilkår for områdets jordrugende ynglefugle.

Prædationsrapporten er trykt i et begrænset antal, som primært deles ud til de direkte involverede og andre interessenter. Men alle har mulighed for at se en digital version af rapporten (i PDF-format). Du finder et link nedenfor.

Læs rapporten via linket under billedet

De er med i projektet

Prædationsprojektet gennemføres i et samarbejde mellem Nationalpark Vadehavet, Danmarks Jægerforbund, Naturstyrelsen, Miljøstyrelsen, vadehavskommunerne, lodsejerne i projektområderne og de frivillige reguleringsjægere.