Hvad bruges 'Vadehavet' til?
Skibet anvendes som undervisningsplatform for universiteter, ungdomsuddannelser, folkeskoler og børnehaver og sejler ud til events.
Skibets besætning består af knap 20 frivillige søfolk, som har skabt et fantastisk fællesskab omkring skibets vedligehold og drift. De fleste har arbejdet professionelt i skibsfarten, men lever nu en tilværelse som pensionister. Sømandsjargonen, fællesskabet, mågernes skrig og lyden af den trofaste dieselmotor er rammerne for et socialt samvær, hvor de frivillige kan give deres glæde for sejlads videre til nye generationer samtidig med, at det giver dem et afbræk i hverdagen.
Specialdesignet
Skibet er et motorskib specialdesignet til brug i Nationalparken. Det er inspireret af en kuf, som er en traditionel skibstype fra især den hollandske del af Vadehavet. En kuf har en flad og ekstra forstærket bund, så den kan manøvrere i det meste af Vadehavet og stilles på vaden ved lavvande. Da skibet også kan sejles op af åerne og ind til Ribe og Varde, er det et meget lavt skib, så det kan passere under broerne. Skibet kan sejles af to til fire personer og kan medbringe op til 12 gæster.
Fleksibelt
For at skibet kan benyttes til de mange forskellige aktiviteter, er der indrettet et såkaldt ’flexrum’ i skibets dækshus. Flexrummet kan efter behov indrettes til blandt andet:
- Undervisningslokale for områdets formidlere når skibet ligger tørlagt på vaden
- Udstillingsrum når skibet ligger ved kaj, væggene er folieret med beskrivelse af Vadehavet og dyrelivet
- Forskningsplatform til for eksempel undersøgelser af Nationalpark Vadehavets dyreliv
- Mødelokale/kontor i forbindelse med projekter, repræsentationsmøder, m.m.
- I dækshuset er der også et toilet, samt et pantry med køleskab og kogeplader/komfur, så det er muligt at tilberede lette måltider.
Om skibet 'Vadehavet
Længde: 15,88 meter
Længde målt i dæk for måling L1: 14,98 meter
Bredde: 4,80 meter
Sidehøjde til hoveddæk midtskibs: 1,20 meter
Højde på dækshus: 2,50 meter
Dybdegang: 0,875 meter
Tonnage: 19 GT
Motoreffekt: 220 HP
Fart: 7 knob
Nationalparkskibet er bygget af Rudkøbing Bådebyggeri og Riggerværksted og blev leveret i foråret 2016. Selve skibet kostede ca. 3,9 mio. kroner, hvor Fiskeri LAG Tønder har bevilliget 1.2 mio. til projektet. SE i Esbjerg sponsorerer nationalparkskibet med 700.000 kroner og Blue Water med yderligere 500.000 kroner.
Skibets hjemhavn er Ribe. Det ligger i Esbjerg Strand og ved Kammerslusen ved Ribe om sommeren og ved Kammerslusen ved Ribe om vinteren. Skibet sejles af et korps af frivillige skibsførere og gaster og fungerer som Nationalpark Vadehavets besøgssted i de fire vadehavskommuner hen over sommeren.
Fotos: Kristian Simonsen, RedStar, Jens L Hansen, Esbjerg Kommune