Nationalpark Vadehavet har udgivet en faglig rapport med titlen ’Nye vådområder til strandtudsen i Nationalpark Vadehavet – anlæg og status 2016 – 2023’.
Strandtudsen er - om end den nok er noget mindre ’hypet’ - en karakterart for Vadehavet på linje med eksempelvis sælerne, vadefuglene og en række strandengsplanter. Men strandtudsen er sårbar og presset på sine levesteder i Danmark, og derfor har Nationalpark Vadehavet siden 2014-2015 ydet en målrettet indsats til gavn for den sjældne padde.
I første omgang gennemførte nationalparken en kortlægning af arten og dens levesteder i vadehavsområdet (udgivet som en faglig rapport i 2016).
På den baggrund blev det besluttet at iværksætte et egentligt naturforvaltningsprojekt, hvor formålet var at etablere et større antal bedre ynglelokaliteter. Det vil sige en række vandhuller, også kaldet skrab. I alt blev der i årene i 2016-2020 lavet eller retableret 66 nye levesteder i form strandtudseskrab eller småsøer ved Blåvand, på Skallingen, ved Ho, ved Mosevrå og Skødstrup, på Fanø, ved Tjæreborg, på Rømø og på Mandø.
Dyk ned i detaljer og data
Forvaltningsprojektet blev afsluttet med en feltundersøgelse af dels kvækkende strandtudser først på sæsonen, og dels af forekomsten af yngel på de forskellige lokaliteter senere på sæsonen. Hvis man har lyst til at dykke ned i detaljerne i forvaltningsprojektet, og hvordan det står til med strandtudsebestandene i Nationalpark Vadehavet, så kan man finde alle oplysninger og data i den nye faglige rapport.
’Nye vådområder til strandtudsen i Nationalpark Vadehavet – anlæg og status 2016 – 2023’ foreligger i en digital udgave (pdf-format), som man kan klikke dig frem til via linket herunder. Om ønsket kan man downloade og printe rapporten.
Faglig rapport om strandtudse-projektet
Læs mere om strandtudsen
Om Nationalpark Vadehavets strandtudse-projekt
Om projekt med naturforbedring af klæggrave - som er til gavn for blandt andet strandtudsen
Tidligere faglig rapport om strandtudsen (Strandtudsen i Nationalpark Vadehavet - 2016)