Med sit forslag til finansloven for 2025 lægger regeringen op til at fjerne statslig administration svarende til 1000 årsværk. Besparelsen vil også omfatte de fem danske nationalparker, men ekstra hårdt.
Danmarks Nationalparker skal ifølge finanslovforslaget samlet bidrage med i alt 10 millioner kr. Det udgør mere end 20 procent af den nuværende bevilling, og vil derfor svare til at fjerne en af de fem nationalparker fra danmarkskortet.
Nationalparkerne skal således bidrage med meget mere end andre statslige enheder. Konkret betyder det i runde tal, at regeringen har besluttet, at Nationalpark Vadehavet med 10 medarbejdere skal tage 0,3 procent af den samlede jobbesparelse i staten, som har cirka 170.000 medarbejdere i alt.
Citater
”Det er en katastrofe for nationalparkerne, og det bliver naturen med blomstrende overdrev, skove, kyster, levende kulturmiljøer og frivillige fællesskaber, der taber.”
”Danmarks Nationalparker har vist, at der på tværs af aktører og generationer kan skabes konkrete resultater og nye fortællinger om egne i landet, der tidligere blev opfattet som udkant.”
”Nationalparkerne har været med til at bidrage til den lokale udvikling blandt andet ved at den lokale natur og kulturarv er blevet gjort synlig. Nationalparkerne har også skabt en fælles lokale platforme blandt andet for engagerede frivillige, foreninger, virksomheder og kommuner.”
”På meget kort tid skal vi nu bede vores bestyrelser om at effektuere en meget stor besparelse, som ellers kunne bidrage til en bæredygtig udvikling i landdistrikterne, herunder indsatser for mere og rigere natur.”
”I en tid, der kalder på grønne regionale partnerskaber, kan vi ikke lade være med at spørge, hvad der ligger til grund for denne prioritering, og vi ærgrer os over den manglende dialog med ministeren forud for regeringens finanslovsforslag.”
”Danmarks Nationalparker har både lokalkendskabet, et regionalt blik og implementeringskraften, og vi ser frem til at bidrage til den grønne trepart, regeringens handlingsplan for biodiversitet og EU's naturgenopretningsforordning. At sætte lighedstegn mellem statslig centraladministration og nationalparkernes virke lokalt og regionalt må efter vores bedste opfattelse bero på en misforståelse.”
Det må være en misforståelse
Danmarks Nationalparker har både lokalkendskabet, et regionalt blik og implementeringskraften, og vi ser frem til at bidrage til den grønne trepart, regeringens handlingsplan for biodiversitet og EU's naturgenopretningsforordning. At sætte lighedstegn mellem statslig centraladministration og nationalparkernes virke lokalt og regionalt må efter vores bedste opfattelse bero på en misforståelse.
Særligt for Nationalpark Vadehavet virker det hårdt at skulle spare, fordi vi oven i de opgaver, som alle nationalparker skal håndtere, også er ansvarlig for kommunikation m.v. af UNESCO Verdensarv Vadehavet og desuden har en helt central rolle i Det Trilaterale Vadehavssamarbejde, som kæmper for at passe på Vadehavet i Danmark, Tyskland og Holland. Disse to opgaver får vi ikke ekstra midler for at varetage.
Spørgsmål kan rettes til: Bestyrelsesformand Flemming Just, tlf. 29 35 85 12