I Interreg-projektet VaBene skal Nationalpark Vadehavet udvikle og teste 12 tilbud om oplevelser, der gavner naturen. Udviklingsarbejdet foregår på tværs af grænsen sammen med vores nabo-nationalpark i Schleswig-Holstein og Verdensnaturfonden/WWF Tyskland. Sammen med lokale aktører er der holdt fem workshops med idéudvikling, hvilket har resulteret i et katalog med 15 idéer til oplevelser, hvor gæsterne gør noget godt for naturen.
To oplevelse testes i foråret
I løbet af april og maj inviteres sommerhusgæster fra Esmark med på tur med Club Fanø for at teste og medudvikle på de nye oplevelser.
”Vi har brug for gæsternes feedback på oplevelserne. De skal fortælle os, om vi har udviklet oplevelser som kan indgå i det store tilbud af oplevelser på Fanø. Og så skal de hjælpe os med at finpudse indholdet, så andre gæster får lyst til at tage med på turene,” siger Søren Christensen, der er udviklingskonsulent hos Nationalpark Vadehavet.
“Vi har brug for gæsternes feedback på oplevelserne. De skal fortælle os, om vi har udviklet oplevelser som kan indgå i det store tilbud af oplevelser på Fanø. ”
Søren Christensen
Udviklingskonsulent, Nationalpark Vadehavet
Levesteder til en truet sommerfugl
Den ene oplevelse handler om at skabe bedre levesteder og ynglesteder for ensianblåfuglen, der er en smuk, men sjælden og truet sommerfugleart. Den findes stadig på Fanø. Ensianblåfuglen lever kun på lysåbne heder og med en helt særlig livscyklus, som kræver, at både blomsten klokkeensian og røde stikmyrer skal være tilstede, for at sommerfuglen kan yngle.
Gæsterne vil få den fantastiske fortælling om ensianblåfuglen, og hvad der ellers kribler og krabler i området. Og så hjælper de sommerfuglen med at vedligeholde de gode levesteder ved at trække bjergfyr og andre nåletræer op, så områderne forbliver lysåbne og ikke vokser til i krat og buske.
Hjælp til ’hylere’
Den anden oplevelse er et ekstra modul, der bygges på en traditionel sæltur. Gæsterne investerer en ekstra halv time og får viden om, hvornår sælerne yngler, hvordan man respekterer dyrene, og hvordan man skal opføre sig, hvis man møder en enlig sælunge på stranden. Deltagerne får et diplom og en badge, der fortæller, at de er uddannede ’Sælhjælpere’, og de opfordres til at give deres viden videre til andre gæster på øen. Især enlige sælunger – også kaldet ’hylere’ – vil få gavn af, at flere gæster ved, at man blot skal holde afstand og lade ungen ligge, fordi moderen er i nærheden.
Test afgør det videre forløb
”Når gæsterne tester de to oplevelser, får vi værdifuld viden til det videre forløb. Er oplevelserne gode nok? Er der noget vi skal justere? Eller skal vi tage dem af programmet og udvikle noget helt andet”, forklarer Søren Christensen og tilføjer, at målet er et udvikle og teste 12 oplevelser i alt, inden VaBene-projektet slutter i efteråret 2026.