”Crossing borders, blending perspectives” er titlen på et nyt, videnskabeligt bogværk om det dansk-tysk-hollandske vadehavsområde. Værket er netop blevet lanceret ved et fint og velbesøgt arrangement på B&B Klægager i Ballum.
Den nye bog er hovedresultatet af et projekt, hvor 10 forskere og 10 studerende fra Danmark, Tyskland og Holland bogstaveligt talt gik i dybden med at udforske Vadehavet. I maj og september 2022 gik (og cyklede og sejlede) de nemlig i alt 600 km på tværs af vadehavsgrænserne, og undervejs på disse gåture, kaldet TriWadWalks, mødte og interagerede de med en lang række interessenter fra forskellige sektorer, herunder landbrug, kystbeskyttelse, transport og turisme.
Ved at lytte til og engagere sig i de forskellige interessenter ville akademikerne udforske og forstå modsætninger, indbyrdes relationer og forandringer i fortiden, nutiden og fremtiden. Målet var at få en bedre, tværfaglig forståelse af vadehavsregionens potentialer og udfordringer.
Ud over den nye bog er det materiale og de erfaringer, der blev indsamlet under disse TriWadWalks har forskerne tidligere udviklet en samling onlineforelæsninger, der skal understøtte og supplere universitetskurser og ekskursioner i marken.
En kurs for tværfaglig forskning
'Crossing borders, blending perspectives' er udgivet på University of Groningens forlag og er redigeret af Ingo Mose, Janne Liburd, Cormac Walsh, Elen-MaarjaTrell, Frans J. Sijtsma. De organiserede også TriWad Walks.
Janne Liburd er nok de fleste bekendt som professor i turisme og tidligere formand Nationalpark Vadehavet i årene 2015-2023.
I bogen er der samlet bidrag fra forskere, studerendes erfaringer og praktikeres stemmer fra regionen, som fremhæver kontraster, forbindelser og indbyrdes forhold mellem samfund og økologi, kultur- og naturarv, undervisning og læring. Den udstikker en kurs for tværfaglig forskning med flere bånd og foreslår fremskridt inden for videregående uddannelse.
Klægager-vært har skrevet kapitel
Et af bogens kapitler med titlen ’Rethinking tourism – Regenerative tourism development in the Wadden Sea National Park er skrevet af Jannik Lorenzen, der i dag er 7. generations-ejer af B&B Klægager. Kapitlet er baseret på hans kandidat-opgave i turisme fra Syddansk Universitet samt hans egne erfaringer frem mod at blive en aktør, som er dedikeret til bæredygtighed og regenerativ turisme i vadehavsområdet.
Tidligere i sin studietid har Jannik i øvrigt været i praktik i nationalparkens sekretariat.
Få bogen som e-bog (gratis) eller trykt version
Hvis man er interesseret i bogen 'Crossing borders, blending perspectives', kan man via QR-koderne her dels downloade den i en gratis online-version og dels bestille den i en trykt version (pris: 29 euro).