I søndags (16. november) var det præcis 80 år siden, at FN-organisationen UNESCO blev stiftet. Som UNESCO-verdensarvssted vil Vadehavet gerne være med til at markere fødselsdagen.
Vi gør det med otte små videoer om trækfugle, for netop de millioner af trækfugle - som hvert år kommer til Vadehavet for at raste, spise og fælde fjer - er en af de vægtige grunde til, at området er blevet verdensarv.
I de otte små fuglevideoer kan du opleve børnene Alberte og Aksel, der begge går i 0. klasse på Fanø Skole, komme med deres helt egne og meget herlige forklaringer på fænomener fra fuglenes verden.
Ornitolog og naturvejleder Marco Brodde fra Fanø ’pipper’ også lidt med i videoerne, som vi har givet en fælles overskrift: AF BØRN og FUGLE-FOLK...
For det er jo som bekendt af dem, man skal høre sandheden.
Hip-hip HURRA - og et stort tillykke til UNESCO!