Danske vadehavs-aktører får sæde i det trilaterale Wadden Sea Board

Nationalparkformand Flemming Just orienterer om nyt fra Wadden Sea Board, som er det øverste organ for det det trilaterale samarbejde mellem de tre vadehavslande, Danmark, Tyskland og Holland.

Billedet viser saltmarsk med loer på Skallingen. Foto: Tandrup Naturfilm

Den 23.-24. november var der møde i Wadden Sea Board, hvor formanden for Nationalpark Vadehavet, Flemming Just, er medlem af den danske delegation. Hvert af de tre lande udpeger fire repræsentanter til Wadden Sea Board, som er det øverste organ for det trilaterale samarbejde.
 I den igangværende fire-års periode har Danmark også formandsposten i form af Anne-Marie Vægter Rasmussen, der er chefkonsulent i Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (ogaå kaldet SGAV) og tidligere vicedirektør i Miljøstyrelsen.

Flemming Just fortæller, at man på mødet nåede i til enighed om den såkaldte Esbjerg-Deklaration.

Holland overtager efter Danmark

I slutningen af maj 2026 skal der være en stor konference i Esbjerg med deltagelse af ministre fra de tre lande. Konferencen kommer til at markere afslutningen på Danmarks periode i spidsen for vadehavssamarbejdet. Herefter overtager Holland formandskabet.
I den forbindelse skal der vedtages retningslinjer for de kommende fire års arbejde. Det er det, som Esbjerg-Deklarationen skal bruges til.
Forinden skal den sendes ud i høring.

"Denne gang er det lykkedes at skabe en kort og klar tekst, så stor ros til det danske formandskab, som har stået i spidsen for arbejdet," siger Flemming Just.

På mødet havde medlemmerne af Wadden Sea Board endnu en gang en drøftelse af, hvordan man kan involvere de såkaldte stakeholders, altså de mange forskellige aktører i de tre lande.

"Sidste år blev Wadden Sea Forum, som var et stort og meget bredt sammensat organ, nedlagt, fordi der ikke mere kunne findes ressourcer til arbejdet. Det var Preben Friis-Hauge, Varde Kommune, som stod i spidsen for Forum. Nu har vi besluttet, at stakeholders fra hvert af de tre lande fremover skal udpege en repræsentant til at sidde i Wadden Sea Board," fortæller Flemming Just.

Stakeholders fra hvert af de tre vadehavslande skal fremover udpege en repræsentant til at sidde i Wadden Sea Board, fortæller nationalparkformand Flemming Just. Foto: Jens L. Hansen

Nationalparkformanden tilføjer, at der fra dansk side der lagt op til, at det bliver Det Rådgivende Udvalg for Vadehavet, som skal udpege en dansk repræsentant.

"Derudover arbejder vi videre med, hvordan vi i det hele taget kan styrke involvering af interessenter, men vel at mærke på en måde, som ikke betyder en masse bureaukrati og ekstra møder," betoner Flemming Just.