En ny bog om verdensarv i Det Danske Rigsfællesskab

Bogen skal være med til at øge kendskabet til de 12 steder i Det Danske Rigsfællesskab - blandt andet Vadehavet, som er på UNESCO's verdensarvsliste.

Ved lavvande åbenbares et helt 'vandløbssystem' af priler, som man kalder disse tidevandsrender. Her ses priler ved Mandø Flak. Foto: John Frikke

UNESCO’s liste over verdensarv omfattede syv danske og tre grønlandske steder, som 23. januar 2023 dannede en forening: Rigsfællesskabets Verdensarvsforening – med det erklærede formål at øge den offentlige bevidsthed om vores UNESCO-verdensarvssteder og værne om denne vigtige natur- og kulturarv.

Nu har Rigsfællesskabets Verdensarvsforening udgivet en fin lille bog med titlen ’Verdensarv i Rigsfællesskabet’. Den er på 40 sider og indeholder beskrivelser (på grønlandsk og dansk) om de 12 enestående verdensarvssteder i Danmark og Grønland.

Ja, du læste rigtigt, for siden foreningen blev stiftet for godt to et halvt år siden, er yderligere to steder blevet indskrevet på den fornemme UNESCO-liste: Vikingetidens Ringborge og Møns Klint, som kom til i henholdsvis 2023 og 2025.

To sider om hvert sted

Hvert af de 12 verdensarvssteder er tildelt et opslag (to sider) i bogen. Den indeholder også en generel artikel om verdensarvsarbejdet i Rigsfællesskabet, en omtale af verdensarvsforeningens arbejde, en ordliste over de vigtigste af de særlige verdensarvs-begreber, som UNESCO anvender, og beskrivelse af de ti kriterier, som udpegning til verdensarv sker ud fra.

’Verdensarv i Rigsfællesskabet’ har forord af H.K.H Prinsesse Marie, der er er protektor for Den danske UNESCO-nationalkommission og synlig ambassadør for UNESCO's arbejde både i Danmark og internationalt.

Bogen er også tilgængelig online – blandt andet via linket herunder.

Link til bogen Verdensarv i Rigsfællesskabet.

Forsiden af den nye bog om 'Verdensarv i Rigsfællesskabet'. Bogen er på 40 sider.
Opslaget om Verdensarv Vadehavet finder man på side 18-19.

Rigsfællesskabets Verdensarvsforening

har et erklæret strategisk mål om, at verdensarvsstederne bliver forstået som et værdifuldt potentiale, der bliver aktivt involveret i lokal og national udvikling

Foreningens formål er, at:

  • Øge kendskabet
    til de danske og grønlandske verdensarvssteder
  • Fremme Stoltheden
    over disse steder som en del af den fælles natur- og kulturarv
  • Understøtte beskyttelsen og bevarelsen
    af disse værdifulde områder
  • Bidrage aktivt til
    lokal og national udvikling for derigennem at bevise verdensarvens værdi i forhold til identitet, stolthed bosætning, social inklusion, bæredygtighed, klima og international interesse.