148 vådområder er anlagt i nationalparken siden 2015

Vandhuller og andre vådområder er vigtige levesteder for en lang række arter af dyr og planter. Gode samarbejder med både private og offentlige partnere er den væsentligste årsag til, at så mange projekter er blevet gennemført.

Etablering af et strandtudseskrap på Fanø. Skrap er lavvandede vandhuller, skabt ved at afskrabe det øverste jordlag på 20-50 cm. Foto: John Frikke

En af de vigtigste opgaver for Nationalpark Vadehavet er ”at bevare og styrke naturens kvalitet og mangfoldighed”, som det hedder i Nationalparkloven. I den forbindelse har nationalparken blandt andet fokus på at skabe nye vådområder eller udbedre allerede eksisterende som vigtige levesteder for en lang række arter er dyr og planter. Derfor er det meget tilfredsstillende, at der i løbet af de seneste 11 år er etableret eller restaureret hele 148 vådområder rundt om i Nationalpark Vadehavet.

Projekterne med de mange vådområder fremgår af en opgørelse i Nationalpark Vadehavets årsberetning for 2025, som netop er udkommet. Opgørelsen samler alle vådområde-projekter fra perioden 2015-2025. Det fremgår, at der i denne periode er etableret 116 nye mindre vandhuller og såkaldte skrab, som er særligt lavvandede vandhuller. I perioden er der også etableret to regulære søer: Sønderho Strandsø på Fanø, som blev færdig i 2015, og Juvre Engsø på Rømø. Sidstnævnte blev indviet i fjor og er med sine ti hektar nu Rømøs største ferskvandssø.

Foruden de to ny søer er 10 større søer og klæggrrave blevet restaureret i løbet af de 11 år, hvor også 20 grøfter er blevet opstemmet.

For 105 af de i alt 148 projekter gælder, at Nationalpark Vadehavet har gennemført dem på egen hånd. For 43 projekter gælder, at de er gennemført i et samarbejde med forskellige samarbejdspartnere, eller hvor nationalparken har bidraget økonomisk eller med rådgivning.
Samarbejdspartnerne er især Naturstyrelsen, de fire vadehavskommuner og diverse fonde.

“Betydningen af de mange våde naturtyper er stor – og har blandt andet medført, at den sjældne art strandtudsen har spredt sig til flere levesteder i nationalparken. ”

John Frikke

Naturkonsulent

”De mange søer og vådområder har til sammen sat et markant aftryk på naturen i vadehavsområdet,” konstaterer naturkonsulent John Frikke fra Nationalpark Vadehavet og tilføjer:

”Når vi kigger tilbage på årene, er det faktisk temmelig overraskende og meget glædeligt for os, hvor mange projekter, vi egentlig har fået gennemført. Betydningen af de mange våde naturtyper er stor – og har blandt andet medført, at den sjældne art strandtudsen har spredt sig til flere levesteder i nationalparken.

John Frikke gør opmærksom på, at nationalparken langt fra er alene om succesen.

”Den har kun har været mulig i kraft af en række gode samarbejder med både myndigheder og lodsejere,” pointerer han.

I tabellen her kan man se, hvor de 148 vådområde-projekter er gennemført, hvilke typer projekter der er tale om, og om de er gennemført på egen hånd eller sammen med partnere. Grafik: Understreg, Esbjerg
Juvre Engsø, der blev indviet i maj 2025, er nu Rømøs største ferskvandssø. Projektet omfatter i alt 23 hektar, og omfatter også otte skrap (lavvandede vandhuller) og engarealer. Foto: Christina Lykke
Billedet her er fra oprensningen af en klæggrav på Mandø. Foto: John Frikke