VaBene-slutkonference sætter fokus på fremtidens bæredygtige turisme

Slutkonference om det, vi har udviklet, og hvad vi har lært i det treårige Interreg-projekt Vabene samt et blik mod fremtidens bæredygtige turisme.

Tur på Langli med formidling, opsamling af affald og bekæmpelse af invasive arter. Turen er en af de 12 oplevelser der gavner naturen i VaBene. Foto: Nationalpark Vadehavet

Hvordan kan turismen skabe værdi for både gæster, lokalsamfund og natur? Det er hovedspørgsmålet, når det dansk-tyske VaBene-projekt inviterer til slutkonference i september. Her møder internationale erfaringer ny forskning og konkrete resultater fra tre års arbejde med bæredygtig og regenerativ turisme.

 

16. september 2026
Klokken 12.00–18.00
Schweizerhalle i Tønder

Keynote speaker: Azorernes erfaringer med turisme, naturbeskyttelse og lokal udvikling

Konferencens keynote speaker er José Eduardo Toste fra Azores Destination Management Organization. Han fortæller, hvordan Azorerne arbejder strategisk med at beskytte øernes sårbare natur, involvere lokalbefolkningen og samtidig skabe attraktive oplevelser for de besøgende. Gennem bæredygtighedscertificering, lokal forankring og målrettet destinationsledelse arbejder øgruppen med at finde en balance mellem turisme, naturbeskyttelse og lokal udvikling.

Oplægget giver et internationalt perspektiv på mange af de spørgsmål, som også har været centrale i VaBene-projektet: Hvordan skaber man oplevelser, der ikke blot belaster naturen mindre, men bidrager positivt til stedet? Og hvordan omsættes bæredygtige ambitioner til løsninger, der fungerer i praksis?

The big gap: Gæsterne siger ét – men køber noget andet

Mange gæster siger, at bæredygtighed er vigtigt, når de vælger oplevelser, overnatning og fødevarer. Men det er ikke nødvendigvis bæredygtigheden, der afgør købet.

Anja Szczesinski fra WWF Deutschland præsenterer resultater fra en ny undersøgelse af forskellen mellem turisternes udtrykte holdninger og deres faktiske valg.

Undersøgelsen kombinerer eksisterende viden med nye interview blandt gæster i St. Peter-Ording og Blåvand.

“Arbejder du med turisme, natur eller destinationsudvikling, får du her konkrete erfaringer og nye perspektiver, du kan tage direkte med hjem og bruge.”

Søren Christensen

Udviklingskonsulent

Erfaringer og resultater fra VaBene

Konferencen samler de vigtigste resultater fra tre års dansk-tysk samarbejde i VaBene.

Projektpartnerne præsenterer blandt andet 12 oplevelser, hvor gæsterne bidrager aktivt til naturen, uddannelse af bæredygtighedsguider, et nyt partnerprogram og kompetenceforløb om bæredygtig drift.

Oplæggene handler også om de udfordringer og omveje, der opstår, når nye oplevelser skal fungere for både gæster, virksomheder og naturen.

Kan regenerative oplevelser blive god forretning?

Morten Søgaard fra Wonderful Copenhagen præsenterer projektet Regenerative Copenhagen, der bygger videre på erfaringerne fra CopenPay.

Projektet undersøger hvilke forretningsmodeller, der skal til, hvis regenerative oplevelser skal udvikle sig fra tidsbegrænsede projekter til levedygtige tilbud.

Kim Wormann Jensen fra Destination Trekantområdet og Søren Christensen fra Nationalpark Vadehavet følger op med fem konkrete råd – og fem ting, man bør undgå – når man udvikler regenerative oplevelser. Rådene bygger på erfaringer fra VaBene og projektet Regenerativ turisme på verdenskortet.

Ny forskning i korte oplæg

To europæiske professorer, den ene Janne Liburd fra University of Girona (og tidligere bestyrelsesformand for Nationalpark Vadehavet) holder TED Talks om den nyeste forskning inden for bæredygtig og regenerativ turisme. De to skarpe hjerner sætter fokus på de spørgsmål, som alle der arbejder med turisme skal forholde sig til i de kommende år.

Konferencen slutter med sort sol

Efter det faglige program er der mulighed for at tage med bus ud i marsken og opleve sort sol, der er en af Vadehavets store naturoplevelser. Professionelle guider fra Vadehavets Oplevelser viser vej og fortæller om stærenes karakteristiske dans på himlen.

Praktisk information

VaBene-slutkonferencen holdes onsdag 16. september 2026 kl. 12.00–18.00 i Schweizerhalle, Ribe Landevej 39 i Tønder.

Det er gratis at deltage, men tilmelding er nødvendig. Konferencen er åben for alle. Oplæggene foregår på dansk, tysk og engelsk, og der tilbydes simultantolkning.

Se hele programmet og tilmeld dig VaBene-slutkonferencen her.