UV-lys afslørede havets skjulte spor ved Blåvandshuk

Endnu en VaBene-oplevelse blev testet på stranden ved Blåvandshuk, og glæden var stor.

Foto: Red Star 2.0

Torsdag 12. februar blev endnu en aktivitet i VaBene-projektet gennemført med stor succes. 25 børn og voksne deltog i en spændende aftenoplevelse ved Blåvandshuk, hvor fokus var rettet mod det, der lyser op i UV-lys.

Efter næsten fire ugers østenvind var forventningerne om store mængder rav på stranden beskedne. Til gengæld gav det deltagerne en oplagt mulighed for at undersøge, hvad der ellers træder frem i det lilla UV-lys.

Naturvejleder Lasse Brink fra NaturKulturVarde, som arrangerede turen i samarbejde med Nationalpark Vadehavet, guidede deltagerne gennem oplevelsen med fortællinger og fakta om strandens fund og materialer.

UV-lyset afslørede tydeligt spor af plastik og forurening. Særligt plastaffald, herunder det såkaldte dolly rope, lyste op i klare neonfarver. I sandet kunne deltagerne desuden se plamager, hvor aflejringer af PFAS trådte frem under lyset.

Dolly rope

Dolly rope bruges i nogle former for fiskeri for at beskytte trawlet. Dolly rope er bundter af tynde plasttråde, primært lavet af polyethylen, som er et stærkt materiale. Derfor egner det sig til at sætte på fisketrawl for at minimere slid fra havbunden.

Dolly rope udgør en stor plastikforurening i havmiljøet. De tynde plasttråde river sig fri som bundter og enkelte tråde, som dyrene i havet kan forveksle med mad og derfor ender med at spise.

Turen ud i mørket i vinterkulden var en oplevelse i sig selv. Væk fra byernes lys var det muligt at opleve den stille natur, lyde fra dyrene og havet, kun oplyst af fyret i baggrunden.

Oplevelsen gav både indsigt og anledning til handling. Med en affaldspose i hånden blev det indsamlede havaffald taget med fra stranden og afleveret i skraldespanden.

Arrangementet er en del af VaBene-projektets arbejde med at skabe engagerende naturoplevelser, der samtidig sætter fokus på naturbeskyttelse og bæredygtig turisme.