Wadden Tide 2026 bringer kunsten ud i Vadehavets tidevandslandskab

I 2026 vender Wadden Tide tilbage til Blåvandshuk i et udvidet format. Under titlen Bringing In The Tide kan publikum fra maj til september opleve en udendørs kunstudstilling i Vadehavets dynamiske økosystem, der er udpeget som UNESCO Verdensarv.

Foto: Frida Gregersen

Bringing In The Tide

Udstillingen samler 18 anerkendte kunstnere fra Danmark, Norden og Nordatlanten. Med afsæt i tidevandslandskabet undersøger de menneskets sameksistens med naturen og giver publikum nye perspektiver på sand, hav, tidevand, marsk og fugleliv.

Det er anden gang, Varde Kommune er vært for Wadden Tide, som afholdes for femte gang. Første gang Varde Kommune var vært, var i 2023, hvor over 200.000 gæster lagde vejen forbi. I udstillingsperioden steg omsætningen i Varde Kommune med 8,9 procent. Det har givet grundlag for en større satsning i 2026, hvor udstillingen er udvidet fra én måned til en hel sæson.

Sarah Andersen, borgmester i Varde Kommune, siger: “Store kulturoplevelser som Wadden Tide er med til at gøre Varde Kommune til et endnu mere attraktivt sted at bo og besøge. Når vi samles om kunst og kultur i vores unikke natur, skaber det både fællesskab og oplevelser for lokale og gæster. Samtidig tiltrækker Wadden Tide folk til vores egn, som skaber liv og aktivitet i vores lokalsamfund og det lokale erhvervsliv.”

Titlen Bringing In The Tide er inspireret af vadehavstraditionen Vi henter tidevandet ind, som hvert år afholdes i Ballum. Sæsonen begyndte den 4. maj med et oplevelsesprogram, der fortsætter hen over sommeren. Den 22. august kulminerer udstillingen med installationer, skulpturer og performances på Blåvand Strand, hvor de fysiske værker kan opleves frem til den 20. september.

Fra maj til september byder programmet på mere end 20 guidede oplevelser samt aktiviteter, publikum kan deltage i på egen hånd. Performancekunstner Nana-Francisca Schottländer har udviklet Tidevandsprotokoller til blandt andet Varde Å, Ho Bugt, Skallingen, Krogsande, Hvidbjerg Strand og Blåvandshuk. Protokollerne er opskrifter på næroplevelser i og interaktion med specifikke steder.

Performancekunstner og arkitekt David Garcia har udviklet en vandrestav, der via smartphone optager og live-transmitterer lyde fra vader, vandkant, marsk og plantager, mens man vandrer. Han har desuden udviklet et kystkalejdoskop, der skaber billeder af skaller, sten, blade og tang, som man finder langs stranden.

Fra den 22. august præsenteres syv stedspecifikke værker på Blåvand Strand skabt af Amitai Romm og Djernes & Bell, Ava Samii, AVPD, Faun Vium & Therese Bülow, Jessie Kleemann, New Mineral Collective og Sophie Sahlqvist. Kunstnerduoen RAMMATIK opfører en performance ved åbningen, mens Juha Pekka Matias Laakkonen indleder en fire uger lang performance på fire til fem steder i det nordlige Vadehav. Den internationalt anerkendte forfatter Andri Snær Magnason bidrager med et konceptuelt værk, der forholder sig til hele Vadehavet som økosystem i et tidsperspektiv på 100 år.

Kuratorduoen Empathic Environments ved Stenka Hellfach og Tyra Dokkedahl står bag udstillingen. Ifølge kuratorerne kan kunst bringe publikum tættere på naturens rytmer og sammenhænge og bidrage til en mere nuanceret forståelse af, hvordan vi lever med og i et landskab i forandring.

Programmet for Wadden Tide 2026 kan ses her.

Om Wadden Tide

Bringing In The Tide, Wadden Tide 2026 følger op på First There Is A Mountain, Wadden Tide 2023, der perspektiverede sand som formativ kraft af Blåvandshuk via ni stedsspecifikke kunstværker. Begge udstillinger er kurateret af kuratorduoen Empathic Environments ved Stenka Hellfach og Tyra Dokkedahl.

 Wadden Tide blev afholdt i 2014, 2016 og 2019 som del af Kulturregion Vadehavet. I 2021 overtog Varde Kommune Wadden Tide som en del af kommunens satsning på kulturturisme. Målet er at Wadden Tide bliver kendt lokalt, nationalt og internationalt som en gratis udendørs udstilling med nyskabende kunst, der sætter tidens største spørgsmål på dagsordenen i en lokal kontekst.

Varde Kommune afholder den tilbagevendende udstilling Wadden Tide. Samarbejdspartnere omfatter

Vardemuseerne, Nationalpark Vadehavet, Destination Vesterhavet og Blåvand-Ho Erhverv og Blåvand-Ho Borgerforening.

Wadden Tide er støttet af Varde Kommune, Varde Byråds Kunstudvalg, Region Syddanmark, Den Jyske Kunstfond, Slots og Kulturstyrelsen, Nationalpark Vadehavet, Statens Kunstfond, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Ny Carlsbergfondet, Den Obelske Familiefond og Augustinusfonden.