Ensianblåfugl livscyklus er en fantastisk historie, hvor den så at sige indgår i et ’trekantsdrama’ med blomsten klokkeensian og en af to arter af stikmyrer (myrmica rubra eller myrmica ruginodis).
Det hele begynder med, at ensianblåfugl lægger sine æg på knopperne af klokkeensian. Larven mæsker sig først inde i frugtanlægget, hvorefter den lader sig falde ned på jorden. Her ligger den så hjælpeløs og udsender dufte, som om den var en stikmyrelarve. Hvis en stikmyre så støder på den, bærer den ensianblåfugl-larven ned i myretuen. Her fortsætter larven, ligesom en gøgeunge, sit raffinerede fupnummer og bliver igennem et helt år fodret, passet og plejet til den store guldmedalje. Næste sommer forlader den skyndsomt – for ikke at blive overfaldet af myrerne, der nu langt om længe har lugtet lunten –myretuen som flyvefærdig sommerfugl.
Stadiet som sommerfugl varer kun nogle få uger for ensianblåfugl, men inden den dør, når den at parre sig. Og så starter det hele ellers forfra med, at den lægger æg på klokkeensian. Klokkeensian er nemlig den eneste plante, denne meget sjældne sommerfugl lægger sine æg på. Uden klokkeensian ingen ensianblåfugl!