Nationalpark Vadehavets sekretariat har fået en ny medarbejder. 16. februar 2026 begyndte Conny Brandt som naturkonsulent ved Nationalpark Vadehavet. Det er planen, at Conny Brandt overtager for naturkonsulent John Frikke, som går på pension til september. Ansættelsen giver mulighed for en glidende ’indflyvning’ i jobbet – som dog ikke kun kommer til at handle om fugle.
Velkendt ansigt for nogle
Conny er uddannet biolog fra Hamborg Universitet, og har stor erfaring inden for naturprojekter. Den nye naturkonsulent vil desuden være et velkendt ansigt for mange, eftersom hun har været ansat i Tønder Kommune i 18 år. Her har hun arbejdet som biolog og blandt andet haft myndighedsopgaver. Senere har hun især haft fokus på spændende naturprojekter, og i den forbindelse har hun haft et godt samarbejde med Nationalpark Vadehavet.
Conny glæder sig til at arbejde med naturprojekter, der skal fremme biodiversiteten i nationalparken.
Også nationalparkchef Peter Saabye Simonsen glæder sig:
”Vi ledte efter en stærk profil med stor erfaring i naturforvaltning, projektledelse, god til at tale med alle mennesker og gerne kendskab til Vadehavets enestående verdensarvsnatur. Det har vi fået med Conny, som kender især den sydlige del af Vadehavet særdeles godt og har et omdømme som virkelig nem af tale med, selvom hun var myndighedsperson”, siger Peter Saabye Simonsen.
Rødder i Vadehavet
Conny er født og opvokset i Skærbæk og kender derfor Vadehavet godt. Conny er 54 år og bor i Tønder sammen med sin mand, Axel, og deres hund, labradoren Smilla. Sammen har de tvillingerne Johanna og Marius på 23 år. Conny flyttede til Tønder efter at have boet 18 år i Hamborg.
I sin fritid nyder hun at gå lange ture med Smilla – selvfølgelig med snor på, når det er i fuglenes yngletid. Conny er generelt en stor naturelsker, men direkte adspurgt, hvad hendes favoritsted i nationalparken er, svarer hun efter lidt betænkningstid: de lysåbne heder på Rømø.